Amerikansk damrokke

Den amerikanske damrokke (Triops longicaudatus) er et levende fossil. Den har ikke ændret sig de sidste 70 mio år og er et stokkonservativt lille krebsdyr. Ligesom Margaret Thatcher.

Når den skal spise er det lidt et særpræget foretagende. Den lægger mudder og små partikler op i en lille revne den har på undersiden af kroppen. Her har den en klæbrig væske der holder alle de små alger og hvad den eller har fundet af guf fast. Efterhånden molesterer den maden igennem revnen over mod hovedet, hvor den så, som de fleste andre dyr, spiser sin mad med sin mund. Den kan dog også finde på at jage efter andre, større dyr. Det inkluderer dens søskende, børn og de naboer der har gået den på damrokkenerverne – den er nemlig kannibalistisk.

Reproduktivt set er den en alsidig størrelse. Ind imellem reproducerer den sig uden parring og nogle gange bliver den enig med sine kammerater om at de er hermafroditter og så hjælper de hinanden på alsidig vis. Slutteligt kan der også være kombinationer af de to i selvsamme bestand. Altså vælger nogen at blive hjemme og klare sig selv, mens andre tager i damrokke-kødbyen. Her engagerer de sig i nogle dybe samtaler med det modsatte køn, der i dette tilfælde er samme køn som dem selv – nemlig hermafroditter. Disse dybe samtaler vedrører typisk hvorvidt man skal praje sig en hyrevogn øjeblikkeligt, eller om man lige skal drikke en smule skam mere væk før man er klar.

Damrokkens æg er ualmindeligt hårdføre. De skal tørre ud før de kan klække. De kan også tåle at blive frosset ned. Faktisk kan de ligge i såkaldt ”diapause”, hvor de bare venter på favorable betingelser, i op til 20 år. De fleste af os mennesker bliver til sammenligning utålmodige hvis toget er et kvarter forsinket. Hvis et menneskeæg ligger på køkkenbordet i et par timer er det totalt ukampdygtigt. Hvis du tørrer et menneskeæg ud og fryser det ned i 20 år er det ca. ligeså ubrugeligt som Ben Affleck.

Damrokken lever i vandhuller og pytter der tørrer ud hvert år. Når hullet fyldes med vand igen klækkes æggene og de små damrokker begynder at svømme rundt og spise de andre små dyr. Efter blot otte dage er de kønsmodne og lægger selv nogle æg som de bærer rundt i et par timer før de smider dem et sted, og glemmer alt om dem. Så lever de videre i et kort stykke tid før de dør. De er forfærdelige forældre.

Damrokken er ret almindelig i fangenskab. Man kan købe æggene i tør tilstand. Så lægger man dem i vand, og vupti – så har du dig et rigtigt skident kæledyr der både ser uhyggeligt ud og som du ikke kan kæle med. Den tisser også ud af sine følehorn. Ydermere er det ikke uhørt at krebsdyr udskiller feromoner ud med urinen ud igennem følehornene – det er med andre ord sådan de kommunikerer. Så virker tinder lige pludselig ikke så slemt.

Leave a Comment

Your email address will not be published.