Atlantisk blåfinnet tun

Når man siger tun, hvad mener man egentlig så? Tun er ikke blot en enkelt art af fisk, men derimod en hel gruppe af dem. At sige tun svarer således til at sige bjørn, papegøje eller hvidevarer – der er tale om en større samling sager.

Tun er alt fra den lille fregatmakrel (der er en tun, men har makrel-navnet da tun er med i makrelfamilien – slet ikke forvirrende, vel?) til den atlantiske blåfinnede tun (Thunnus thynnus); en kæmpe af en fisk der i sjældne tilfælde vejer mere end 600 kg.

Den atlantiske blåfinnede tun er, historisk set, den største rovfisk man har kunnet finde i Østersøen. I nyere tid, om ikke andet. For blot 60 år siden kunne man fiske sig en filet på 300 kg. Hvis man hoppede i vandet på Refshaleøen kunne der være en fisk på størrelse med en pony der strejfede din fod, og tænkte du at du skulle ud og lufte din guldfisk i vandet ved Svanemøllen kunne det potentielt set lede til en trist afslutning på livet for din kælefisk.

Den blåfinnede tun kan svømme lynhurtigt. Den kan komme op på 64 km/t. Skulle du således være så uheldig at møde en stor blåfinnet tun i fuld gallop, så svøm ud til siden, for en fisk på størrelse med en sofa der brager ind i dine ribben med en hastighed der ikke var gået i byen kan godt gøre ondt i en dag eller to.

Den blåfinnede tun er en blandt få fisk der kan regulere deres kropstemperatur. Den kan være op til 10°C varmere end det omkringliggende vand. Bortset fra at den ikke fryser og bliver fiskeforkølet, så betyder det at dens fotoreceptorer i øjnene arbejder hurtigere – altså ser den bedre. Dens øjne fungerer altså bedst ved højere temperaturer – ligesom vores. Hvis du prøver at køle hele fronten af dit hoved ned til 20°C og så gir dig i kast med et spil rundbold, så bliver det ikke dig der slår flest befriere. For tunen er det dog ikke dumt at have gode, varme øjne. Den bruger nemlig primært synet når den jager.

Den blåfinnede tuns største problem er at den smager forbandet godt. Særligt i rå form; i sushi eller som sashimi (rå fisk hvis du gerne vil lyde som en connoisseur). Det har ledt til en hidsig gang fiskeri på arten. Store dyr er altid uheldige hvis os mennesker får smag for dem – de er langsomme til at opformere sig igen når vi får jaget dem i bund, og de er nemme at finde fordi de ikke er små. Så vi har taget for os, og mange steder er arten fisket væk; bl.a. i Danmark. Der er dog et par individer der har fundet vej tilbage til Østersøen. Det må ses som et spøjst opførselsmønster og nok snarere noget der er drevet af desperation end af lyst. Det er trods alt et sted bestanden allerede har kollapset en gang før, så for arten er det lidt at vende tilbage til en fuser når den igen svømmer i de danske vande.

Så når man sidder på en sushirestaurant og ser at der er en rulle med et ualmindeligt lækkert stykke blåfinnet tun på toppen, skal man så købe det? Hvis man gør, så kan man altid bestille en flaske sake mere til bordet, og drukne den dårlige samvittighed man har over at spise truede dyr med et ordentligt glas risvin.

Leave a Comment

Your email address will not be published.