Axolotl

Hakslpoxl. Aloxelmoxl. Shit. Funnelnoxl. Hmmm. Alotoxpoloxelmoxlospel. Det er en af de helt svære.

Axolotlen (Ambystoma mexicanum) har et umuligt navn. Den er nok uddød i naturen. Til sidst fandtes den kun i og omkring Xochimilco-søen der ligger lige ved siden af Mexico city. Axolotlen er en padde, og padder er generelt sensitive dyr. De kan trække vejret igennem huden, og er følsomme overfor forurening. Hvis det er sådan man er stillet, så er det ikke optimalt at leve ved siden af en af verdens tættest befolkede byer. Der er nemlig over 20 mio mennesker i Mexico city. Man må gå ud fra at nogen af dem ind imellem skal på toilettet, måske en enkelt eller to kører i bil og det kan endda være at der engang var et barn der tabte et stykke tyggegummi på gaden – de grisser altså! Så der er ikke både plads til en lille padde og en ordentlig skovlfuld mennesker. Siden 2014 har man derfor ikke fundet en eneste axolotl. Ikke bortset fra dem man har avlet og genudsat. De er nok døde.

Axolotler er meget ubredte i fangenskab. Det er der to årsager til; 1) de ser søde ud og de er ikke besværlige at have i akvarium, og 2) de kan regenerere.

De kan ikke bare, som mennesker, gendanne deres hud og deres lever – de kan gendanne hele lemmer og organer. Hvis du klipper benet af en axolotl, så gror den et nyt ben. Den er så god til at regenerere at den kan gro sig en ny rygsøjle. Hvordan har man så fundet ud af det? Ja, man har naturligvis afhjulpet en axolotl med sin rygsøjle så den har fået den gyldne mulighed for at danne sig en helt ny, bedre rygsøjle. Det kaldes vækst.

Når en axolotl bliver skadet, f.eks. ved at miste en arm eller noget af kraniet, så omdanner den cellerne omkring såret til stamceller. Disse celler kan blive til hvad som helst. Den får ikke engang ar. Den kan gøre det i så ekstrem grad, at den til dels er immun overfor kræft – den omdanner simpelthen kræftcellerne til ikke-kræftceller.

Der er mange tusindvis af axolotler i fangenskab. I Japan kan man endda købe dem som street food. Men næsten hele den population man har i fangenskab stammer fra blot 34 individer man hentede fra Xochimilco i 1863. Det vil sige at akvarier verden over er smækfyldte med komplet indavlede salamandere. Så ironisk nok har de axolotler vi studerer, for at finde ud af hvordan vi kan kurere skader og sygdomme, en stor chance for at blive syge fordi deres forældre er søskende.

Salamandere har som bekendt et par livsstadier; de starter som haletudser og bliver efterhånden voksne. Det er dog ikke tilfældet med axolotlen – den er forblevet en haletudse og er endda blevet kønsmoden i dette stadium. Måske det netop er denne ungdommelighed – denne, igennem hele livet, korte distance til fosterstadiet – der gør at axolotlen kan regenerere. Desto tættere du er på at være et æg, desto mere effektivt gror du forskelligt væv. Det er derfor gamle mennesker skal passe på de ikke kapper fingerspidsen af når de skærer hvidløg – de får ikke en ny.

Man kan godt få en axolotl til at blive voksen. I 1920 var der en gut ved navn Julian Huxley (faktisk Aldous Huxleys bror) der gav et par axolotler noget tyroid-hormon fra kvæg. Så undergik de metamorfose. De mistede gællerne og lignede tigersalamandere, dog farveløse – ligeså blege som englændere i flyet på vej til Costa Del Sol.

Leave a Comment

Your email address will not be published.