Baktrisk kamel

Vi er blevet så vant til at se på den baktriske kamel (Camelus bactrianus) at vi sjældent undrer os over hvordan den dog ser ud. Den har to store, fede pukler på ryggen og kan klare sig længe i ørkenen. Den er kæmpestor, og har ydermere særligt tilpassede, udsmattede fødder der er helt perfekte til at rende rundt i sand. De er ligesom snesko, bare til et varmere klima. Derudover har kamelen en særlig tilpasning hvad angår ting den kan spise; fødeudvalget i ørkenen er nemlig lidt nærigt fra tid til anden. Derfor kan den spise alt. Først og fremmest foretrækker den grønt – lækre nye skud, små palmespirer i oaser og icebergsalat rækket frem af en turisthånd. Men når ikke alle disse foretrukkenerier er at finde, kaster den sin elsk på alt der er organisk; den spiser ådsler, tasker og sandaler. Hvis du en dag snubler over en kamel der er i gang med at gnaske et dødt dyr i sig, så fortvivl ej – naturen er ikke gået i stykker. Den er bare sulten.

Der findes tre slags kameler: dromedaren, der blot har en enkelt pukkel, den vilde baktriske kamel og så den baktriske kamel. Den baktriske kamel findes primært i fangenskab, og stammer fra vilde baktriske kameler. Nogle baktriske kameler er dog flygtet fra fangenskab for mange år siden og har etableret sig i nogle særdeles små og garanteret skrøbelige bestande. F.eks. findes der blot 70 af dem i Indien. Så vilde baktriske kameler er blevet til domesticerede baktriske kameler, der så er blevet til vilde, domesticerede baktriske kameler. Der er gået kamel i den.

Der findes i omegnen af to millioner baktriske kameler i fangenskab, hvorom der i naturen findes en brøkdel af dette. Det er heller ikke for sjov at de er så populære som hobbydyr; der er meget få organismer der kan bære et menneske på tværs af en ørken, og som oven i købet har et topersoners sæde med indbygget kaffebord på ryggen.

Baktriske kameler er store. Hannerne kan komme op og veje over et ton. Ind imellem er det nemt at glemme, at bortset fra elefanter, næsehorn, giraffer og flodheste, så er det de skedehornede dyr (dem der minder dig om køer) og dyr som kameler der er de aller-største vi finder på landjorden. Når vi så bevæger os ud i det marine miljø bliver det altid lidt rodet. Hvalerne er trods alt oppe i sværvægtsklassen.

Der var en gammel myte, eller i hvert fald en myte der var på Tingbakkeskolen i Esbønderup for omtrent 15 år siden, der sagde at kamelens ene pukkel er til vand og den anden er til mad. Den myte er blot en myte, for det er løgn. Begge kamelens pukler er nemlig fyldt af fedt, fuldstændigt ligesom den sene Aretha Franklins gigantiske ammeapparater.

Som en sjælden superpower, og som en af de ting der hjælper kamelen til at overleve i tørre områder, kan den få en del af sine væskebehov opfyldt ved at spise sne. Det plejer ellers at være et move der giver negative tal i energiregnskabet. Man skal spise nogle solide snebolde før man har fået bare en smule væske i sig. Og man bliver kold alt imens man gør det. Du når at blive frossen i maven før du har fået dig en ordentlig slurk. Medmindre du er en kamel. Survival of the best snow eaters.

Leave a Comment

Your email address will not be published.