Blåøjet sort lemur

”Hvor er du smuk. Du har virkeligt pæne øjne. Vil du med mig hjem?”

”Jeg er en lemur.”

”Og hva så?”

”Jeg tilhører en anden art. Du er ulækker.”

”Er det fordi jeg er så direkte?”

”Nej. Det fordi vores genomer afviger fra hinanden med flere millioner basepar, fordi vi har grundlæggende morfologiske forskelligheder og fordi jeg synes zoofili er noget der hører hjemme i Alabama.”

”Du bruger godt nok lange ord. Kan du ikke bare være en medgørlig lille halvabe?”

”Nej tak. Ikke intra.”

”Kom nu.”

”Hvorfor vil du overhovedet have mig med hjem?”

”Jeg vil tage billeder af dig.”

”Ad.”

”Til National Geographic.”

”Hvad?”

”De har en fotokonkurrence. Jeg vil sætte fokus på din art fordi du er så truet.”

”Ej. Det må du virkelig undskylde. Jeg troede du ville noget helt andet.”

”Det tænkte jeg nok. Men altså. Never judge an idiot by his face.”

“Modtaget. Det må være dagens lektie. Lad os så komme hjem til den frimærkesamling.”

”Jep. Slut.”

”Hvorfor siger du slut?”

”Ved ikke. Det føltes bare rigtigt.”

”Fjols.”

”Slut.”

Et par særlige ting ved den blåøjede sorte lemur (Eulemur flavifrons) er at den er en af de eneste primater, bortset fra os mennesker, der mere eller mindre konsistent har blå øjne, og så at den er meget, meget tæt på at uddø i naturen. Man har stadig en bestand eller to af dem i fangenskab, men hvis de skal danne grobund for en ny flok, der kan udsættes, så står man overfor et par problemer:

a) indavl fordi man er ude i en ”Adam-og-Eva-situation”, hvor ganske få individer mixer deres DNA på utilstrækkelig vis, og b) at det er et problem at udsætte dyr i områder hvor de allerede har været uddøde en gang før. Fuldstændigt ligesom at man aldrig ville flytte væk fra Kolding fordi man synes der er nederen, for kort derefter at flytte tilbage igen og give byen en chance mere på trods af at intet har forandret sig.

Lemurer er nogen underlige størrelser. De findes ingen andre steder end på Madagaskar og et par mindre øer der ligger lidt nord for. Det er ret stramt for dem. Naturen på Madagaskar har det ligeså dårligt som en teenagelever efter studietur til Prag. Der er en komplet destruktion af alt der minder om skov og der er udsat geder som render rundt og spiser alle de truede planter. Indimellem sætter man en GPS på en ged, så den kan lede hen til de andre geder. Så dræber man dem. De geder der får GPS på sig kaldes ”Judas-geder”.

Lemur er desuden halvaber. De er ikke ligeså tæt på os som f.eks. gorillaer og chimpanser, men de er heller ikke ligeså langt væk som myrer og snegle. De har flere abelignende træk, med deres høje intelligens og komplicerede sociale strukturer. De er lidt dummere end orangutanger, ligesom folk der syntes Esben Lunde Larsens miljøpolitik var nice. Normalt ligner lemurer hinanden rimeligt meget kønnene imellem, men netop hos den blåøjede sorte lemur er hannerne sorte og hunnerne orange. Deres mærkværdige ikke-rigtigt-aber-natur skyldes nok at Madagaskar har haft en spøjs historie. Først brød øen væk fra Indien og derefter flød den ned mod Afrika. Lige siden har den ligget lige præcis langt nok fra kysten til at den kan flirte med alle Afrikas underlige dyr uden at binde sig i et fast forhold.

Leave a Comment

Your email address will not be published.