Blobfisk

”Hvorfor ser du egentlig sådan ud?”

”Hvordan?”

”Sådan helt smeltet.”

”Det fordi jeg har tømmermænd.”

”Du drikker jo ikke?”

”Hvad ved du om det?”

”Tja.. ikke noget.”

”Så lad vær med at være så forudindtaget.”

”Undskyld.”

”Men du har ret. Jeg drikker ikke.”

”Hvorfor ser du så ud som budding?”

”Det gør jeg kun på land. Det er ikke mit rette miljø.”

”Så du er pænere når du svømmer rundt i dybet?”

”Helt vildt. Lækker ligefrem.”

”Ej.”

”Jo. På min egen måde.”

”Jeg er ikke solgt.”

”Så er det godt jeg allerede har en kæreste.”

”Hvad? Jeg er ikke interesseret.”

”Du spiller bare kostbar.”

”Nej. Jeg synes virkelig du er grim.”

”Så du vil ikke invitere mig ud?”

”Nej tak. Men vi kan godt spise frokost sammen.”

”Ok. Kan vi lade som om jeg ikke ser helt forkert ud?”

”Det kan du lige bande på.”

”Du er sød. Tak.”

”Så lidt. Kom kom.”

”Jeg kommer.”

Blobfisken (Psychrolutes marcidus) lever på havets bund. Den findes nede ved Australien og New Zealand. Det meste af dens krop består af en geleagtig masse, som har en massefylde der gør at den flyder lidt præcis et lille stykke over havoverfladen. Denne flyden og brugen af ordet ”massefylde” er anliggender der har med fysik at gøre, og vi skal derfor ikke komme nærmere ind på dem her.

Når blobfisken hives op fra havets dyb sker der store ændringer i trykket, og det kan dens geleagtige krop slet ikke forholde sig til. Det er derfor den kommer til at ligne Pia Kjærsgaards samvittighed så snart den er på land; udslidt, sjasket og døden nær. Det er straks mere tricky at vurdere hvordan blobfisken ser ud i sit naturlige miljø – det kræver nemlig sit at dykke ned på en kilometers dybde og observere fisk. Det skyldes både at der ikke er så meget luft dernede, og ydermere at dybhavsfisk ofte ikke lever så tæt sammen. De lever mere spredt ud over kæmpestore områder, og så kan det godt være svært at finde dem.

På nuværende tidspunkt går man ud fra at blobfisken er truet. Man ved det ikke med sikkerhed, for det kræver en del at estimere størrelsens bestand, men man baserer det på den måde Australien og New Zealand trawler på. Det er de nemlig rigtigt slemme til, og det er enormt skadeligt for alt livet på bunden af havet. Blobfisken ryger tit med som bifangst. Der er ikke nogen der gider spise den – folk har nok i at lave gele med ribs og mynte. Det ville dog være katastrofalt hvis folk skulle undvære fisk på gaflen, så denne trawlingen fortsætter.

Blobfisken har ikke særligt store muskler. Den skal ikke bruge dem. Den flyder bare rundt og pølser hvad den nu end finder af mad ind i gabet. Det må være et nemt liv. Mange folk kunne sikkert godt bruge et afbræk af denne art i deres hverdag; et par øjeblikke hvor de bare skulle drible afsted i det kolde, rolige, mørke dyb og spise lidt gammel mad. Lidt ligesom hvis du er kommet til at låse dig nede i kælderen, og der lige var et par dåser med forloren skildpadde der havde gemt sig i skabet.

Leave a Comment

Your email address will not be published.