Dolkhale

Nogle ting fungerer fuldstændigt optimalt og har gjort det længe. Det gælder f.eks. blyanter, blyantspidsere, balloner og dolkhaler (Limulidae). Sidstnævnte muffer bare rundt på havbunden og spiser hvad der nu end finder vej ind i munden på dem.  En gang imellem pølser de op på stranden og lægger æg. Det har de gjort i omtrent 450 mio år. De har oplevet både dinosaurernes og murens fald og kaldes ”dolksvanse” på svensk – ligesom folk der truer dig med en sløv hobbykniv.

Dolkhalers blod er en ualmindelig præcis indikator på visse skadelige bakteriers tilstedeværelse. Hvis man skal lave noget sterilt arbejde og vil tjekke om man har lavet noget gris undervejs, så kan man lige tilføje lidt dolkhaleblod til sit mix og tjekke om det er blevet snavset. Det er selvfølgelig fedt at kunne kvalitetstjekke sit laboratoriearbejde, men det har også betydet at dolkhaler er blevet fisket i stor stil for deres blod. Der er nu blevet lagt nogle restriktioner på fiskeriet, og det er ikke længere lovligt at dræbe dolkhaler i stor stil. Dog fanger man dem stadig, hænger dem op, og tapper lige præcis så meget af deres blod, at de ikke dør (med det samme). Så lige for tiden har verdens dolkhalebestande det ikke så fedt.

På engelsk hedder dolkhaler ”horseshoe crabs”, men de har meget lidt med krabber at gøre. De er nærmere beslægtet med edderkopper. Som det ofte er tilfældet med levende fossiler, er deres nærmeste slægtninge dog alle uddøde, og nu ligger dolkhalerne og fedter rundt alene, isoleret på en fjern gren af livets træ. I øvrigt er en af hemmelighederne bag deres tilsyneladende ubegrænsede lejekontrakt her på jorden, at deres hale kan vippe dem tilbage hvis de falder om på skjoldet. De er altså hverken giftige eller farlige, og faktisk er det værste de kan gøre at give dig associationer til de der snave-monstre fra Alien.  

Leave a Comment

Your email address will not be published.