Dværglori

Der var engang et par jægere der fedtede rundt i Nam Kading nationalparken i Laos. De havde netop spist vietnamesiske forårsruller, og om end de syntes det var lidt fjollet at pakke hele forårsrullekittet med både rispapir, spækbræt og mandolinjern, så elskede de begge to en godt foldet rulle.

De gik så rundt i skoven og lavede jægerting, da den ene af dem, ved navn Frank, pludselig stoppede og fik tårer i øjnene. Han stirrede op i et træ og så dybt rørt ud. Han fremstammede, ”Palle.. se den der. Den er mere nuttet end de babyauberginer min grønthandler er begyndt at købe hjem.”

Den anden jæger, Palle, kiggede op i træet. Han var ikke imponeret. Det var et underligt, langsomt kravlende, haleløst, storøjet og abelignende lille dyr der snøvlende rundt oppe blandt bladene. Den lod i øvrigt til at tisse i sin egen hånd og vaske den friske urin ud i pelsen.

Palle hev sin riffel frem og høvlede et par skud af sted mod den. Han ville hellere spise dyret end han ville undre sig over hvad den dog foretog sig.

Dværglorien (Nycticebus pygmaeus) er en langsom primat fra Sydøstasien. Den har ganske indviklede systemer ift. hvordan den tolker lugten af sine artsfællers væsker; hunnerne foretrækker hvis hannerne lugter som hende selv. Hun kan bedst lide hannerne hvis de lægger deres egen lugt over andre hanners – f.eks. ved at dække andre hanners sekret med deres eget, eller ved at tisse på andres tis. Når hannerne på denne måde overdækker andre hanners lugt kan hunnerne se at de, rent lugtmæssigt, er dominerende typer. Deres adfærd svarer lidt til at du tisser i sengen og at der med det samme står en mand og tisser oven i dit tis for at stjæle din kæreste. Når dværglori-hunnen observerer denne alfa-tisning ved hun at hannen bliver en god far. Åbenbart.

Som en ekstra fidus for at lugte kraftigt af sig selv, har lorierne et system hvor de tisser i deres små hænder og manipulerer urinen ud i pelsen. Det er ligesom når vi er i bad, og fylder lidt shampoo i hånden for at sprede det ud i håret – bortset fra at vi helst ikke vil forlade bruseren med en solid dunst af pissoir hængende over os. Denne selv-tis-markering er kendt som ”stinky flirting”.

Om end den er et pattedyr, så har dværglorien et giftigt bid. Det er ellers ganske sjældent med giftige pattedyr. Lorien får giften ind i munden ved at slikke på et par kirtler den har ved albuerne – ligesom vi får et giftigt mundmiljø der lugter af død og omvendt-romantik hvis vi slikker på guacemole med for meget hvidløg i.

Dværglorien har, ligesom Michael Jackson, haft lidt problemer med sit udseende – den ser nemlig så forbandet nuttet ud at den er vældigt efterspurgt i kæledyrsindustrien. Så de bliver jaget, fanget og solgt. Den udgør et forfærdeligt kæledyr; den stresser nemt, får infektioner og dør. Den er oven i købet giftig. Så man hiver tænderne ud på dem før man sælger dem – hvilket de bliver kede af, og så dør de endnu mere. Vi må nok erkende at en fed, gammel, rød hankat fra det lokale værn er et mere taknemmeligt valg af kæledyr.

Når hunnen er i brunst begynder hun at fløjte efter medlemmer af det modsatte køn. Hun kan være lidenskabelig grænsende til det voldsomme når en potentiel partner kommer tæt på. Hun er altså, med andre ord, en latinomand i fuld sving med et sæt salsa.

Når hun har fået en unge bærer hun den først rundt i en uges tid. Derefter ”parkerer” hun den i en uge, mens hun selv render rundt og leder efter føde. Så sidder den for sig selv og gemmer sig mens mor er ude og spise. Hun afleverer egentlig sit barn hos en tom vuggestue, der egentlig bare er en busk. Efter endnu en uge er ungen stor nok til at kravle rundt sammen med hende.

Når det kommer til diæten, er dværglorien en såkaldt ”gummivor”. Den spiser udelukkende stimerol og en sjælden gang imellem lidt hubba bubba. Ej.

En gummivor har træsaft som størstedelen af sin føde. Så den bider hul i træer og sutter saften i sig. Lidt som med canadiere og deres ahornsirup.

Dværglorien går også i hi. Ikke full-blown bjørnehi i et halvt år, men hi i op imod 63 timer henover vinteren, når det bliver en anelse køligt. Man kender ingen andre primater udenfor Madagascar der kaster sig ud i denne slags vinterafslapning, så det er ret unikt. Fremfor at kalde det hi, kan naturligvis også bare være, at den ind imellem har dage hvor den virkelig har brug for at ligge og snooze i et par døgn. Det kender vi alle sammen.

Leave a Comment

Your email address will not be published.