Europæisk ål

Den europæiske ål (Anguilla anguilla) er en fisk vi alle sammen kender – om så det er fra frokostbordet, biologitimen eller en tegnetime hvor vi bare gerne ville skitsere det der lignede en streg mest muligt. Det er desuden en stærk fisk, der både svømmer i fersk- og saltvand, krydser Atlanterhavet og kravler rundt på land. Ligesom folk på bryllupsrejse.

Ålen er katadrom. Det vil sige at den lever sit liv i ferskvand, men gyder i saltvand. Det er det omvendte af mange arter af laks; de lever deres liv i havet og svømmer op ad ferskvandsfloder når de skal gyde. Der er også menneskekvinder der vælger at hoppe ned i et badekar i stuen når de skal føde. Her gør de præcis det modsatte af havskildpadder, der svømmer op på stranden for at lægge deres æg.

Ålen har en unik livscyklus. Den gennemgår en række stadier og det tager mange år for den at komme igennem dem. I fangenskab har man haft ål der blev helt op til 80 år. Der er altså tale om en gammel fisk.

Man har længe været usikker på hvor ålen starter sit liv, for det er svært at finde åleæg. Man har fundet små ål der stadig havde blommesækken på sig. De blev fundet i Sargassohavet, ovre ved Bermudatrekanten, så det er nok heromkring æggene klægges. Det var faktisk en dansk gut, ved navn Johannes Schmidt, der fandt ud af at det var her ålen nok lagde sine æg. Han sejlede rundt i sin båd og fik efterhånden pejlet sig ind på mindre og mindre ål, og de mindste ål måtte jo være de mest nyligt klækkede.

De små unger lever først lidt videre af blommen fra ægget, før de begynder at tage føde til sig. Dette stadie, hvor de selv spiser, kaldes larvestadiet. Disse larver flyder rundt i havet og bliver ført med strømmen mod Europa. Det tager flere år hvor de bare ligger i vandet og gulper plankton i sig. Til sidst rammer de kysten og søger op ad vandløb og floder. Her bliver de til glasål. Glasålen vokser og bliver efterhånden til en gulål. Det er den vi kalder den ”voksne” ål.

I gulålsstadiet svømmer den rundt og spiser og hygger sig og pakker en masse fedt på. Det er lidt ligesom vores juleferie. Efterhånden som den føler sig klar, søger den mod saltvand, stopper med at spise, og forbereder sig på reproduktionen. Her bliver den til en blankål; en ål der ikke spiser, er klar på at lege voksenlege og i øvrigt lever i saltvand.

Som et sidste stadie inden den lægger æg, bliver den til en gydeål – et mystisk stadie af ålens liv som vi ved meget lidt om. Vi mister sporet af dem, og det er utroligt udfordrende at følge en gydeål til dens destination. Det er trods alt svært at sætte en GPS på et dyr der er ligeså slimet som en politiker der bliver stillet et konkret spørgsmål.

Ålen gyder ikke i fangenskab. I stedet for at opdrætte dem fanger man glasål når de begynder at svømme op ad floder og åer. Man fanger omtrent 150 ton glasål om året. Det betyder at færre glasål kommer ud i naturen. Desuden er ålen påvirket af skift i Golfstrømmen forårsaget af klimaforandringer. En lille ålelarve på et par centimeter kan ikke rigtigt plaske sig fra Nordamerika til Sverige hvis ikke den har strømmen med sig. Man har også gjort en hidsig indsats for at omdanne vådområder i Danmark, såvel som i resten af Europa, til landbrugsarealer. Sidst men ikke mindst har man fisket ål i stor stil i mange år. Alt i alt har det ledt til, at ålen er kritisk truet. Den har det faktisk ligeså dårligt som mange af os 1. januar.

Det er et spøjst scenarium, for ålen er ikke et skadedyr og der er ikke rigtigt nogen der hader ål, men alligevel er ålen et af de absolut eneste dyr vi i Danmark fortsætter med at fiske og spise på trods af at den er akut udryddelsestruet og kommer til at uddø i den nære fremtid hvis ikke vi stopper.

Leave a Comment

Your email address will not be published.