Fedtfugl

Fedtfuglen (Steatornis caripensis) er faktisk ikke så fedtet. Egentlig leder den slet ikke tankerne hen på en stegepande post-medister. Derimod er den ret unik af andre årsager; en af disse er, at den bruger ekkolokalisering når den skal finde vej og undgå at flyve ind i en sten eller et hårdt stykke træ, såsom mahogni. At den er ekkolokaliserende er særligt særligt fordi den er en fugl. Evnen til at navigere via lyd har ellers været begrænset til pattedyr; delfiner der dykker rundt og klikker lystigt, som var de togkontrollører på deres tællerunde, eller flagermus, der er ligesom mus med lidt flager.

Fedtfuglen klikker sig så igennem natten og mærker sine omgivelser med lyd, præcis som vi overhovedet ikke mærker dem, men blot ser os omkring. De lyde de laver har en frekvens lav nok til at vi, som mennesker, kan høre dem – undtagen dagene efter vi har været til koncert. Der kan vi, på den anden side, heller ikke snakke uden at det gør ondt, eller høre om vi selv råber eller græder. Så når du render rundt i Sydamerikas jungle og du hører en klikken kan du gætte på at det er en fedtfugl der larmer – om end det også kan være rigtigt mange andre ting.

Fedtfuglen er godt kamufleret og mestrer evnen til at ligne bark – en kunst som mange jægere ville give en masse penge for. Den ligner natteravnen en smule, men det er der ikke nogen der ved. Natteravnen er nemlig også godt kamufleret, og det kan være svært at sammenligne to fugle som man aldrig ser.

Rent etymologisk (et ord der er meget usexet så snart man befinder sig udenfor et biblioteks vægge), så hedder fedtfuglen en fedtfugl fordi ungerne er fede. Men ikke nok med det – i gamle dage fangede man ungerne og kogte fedtet af dem. Her vil nogen nok mene, at det er lidt makabert. Vi mennesker har dog altid været glade for at koge fedt af dyr. Overvej blot hvordan vi fiskede hundredetusindvis af hvaler op fra deres trygge dyb så vi kunne lave vågelys. Det er dog naturligvis også vigtigt at kunne se om natten, så man ikke snubler når man skal ud og tisse.

Fedtfuglens unger bliver ualmindeligt store. De voksne fugle vejer sjældent over et halvt kilo, men før de ”små” flyver fra reden, kan de sagtens komme op på 600g eller mere. De brænder heller ikke så mange kalorier af, som de ligger der, fede, tiggende og konstant spisende i den Latinamerikanske hede – som en turist der kædebestiller cuba libres og nachos fordi de tror det er de eneste øl og pomfritter man kan få i Caribien.

Fedtfuglen er den eneste fugl i verden der er både frugtspisende, nataktiv og flyvende. Det er der en grund til – de andre frugtspisende, flyvende fugle har nemlig opdaget at frugt er lettest at se om dagen. Frugt har den særlige egenskab, at det ikke flygter. Så der er ingen grund til at jage det i nattens mulm og mørke. Fedtfuglen kunne sagtens rende rundt i solskin og plukke æbler, ligesom alle os andre.

Leave a Comment

Your email address will not be published.