Gavial

Hvis du nogensinde bliver spurgt hvilket dyr der er meget stort, lever i et lille område i Indien og Nepal, har lange skrøbelige kæber og ca. 110 tænder og er tæt relateret til de andre krokodiller og alligatorer, så er det smart at gætte på gavialen(Gavialis gangeticus), for det er nemlig præcis sådan den er. Hvis du gætter på et andet dyr i stedet er det også ok, for dyrenes verden er stor og alsidig.

Gavialen kan blive meget stor (man har fundet eksemplarer der vejede næsten et ton) og særligt i gamle dage fandt man massive individer. Sådan er det ikke længere, for de har haft en hård periode og der er få af dem tilbage. De formerer sig nemlig ikke så hurtigt, bliver meget gamle og er først kønsmodne når de bliver 16 år. Man kan se på hannernes næse hvornår de er parringsklare; der kommer nemlig en klump for enden af den. Det er deres udgave af teenagebumser. De bruger klumpen på næsen i forbindelse med parring. De kan lave bobler med den og bruge den til at brumme eller på anden måde være uimodståeligt sexede. Desuden er det hos næsen man finder ophavet til deres navn: ”ghara” er nemlig navnet på en potte man laver i Indien og på indisk hedder gavialen en ”gharial” – fordi klumpen på næsen ligner gharaen. Sådan skal der altid gerne ligge et par køkkenredskaber til rådighed når dyr skal navngives. Det er et lille biologtricks.

Gavialen er ikke farlig for mennesker. Næsten ikke i hvert fald. Fordi dens kæber er så lange og tynde kan den faktisk ikke bide særligt hårdt eller spise særligt stort bytte – det på trods af at det er et rovdyr der bliver op imod 7 m. Den er desuden tilpasset livet i vand, med en rigtig svømmehale og nogle lange fingre med svømmehud imellem. Faktisk er den så tilpasset livet i vand at den ikke kan gå længere; den er ude af stand til at løfte sin tunge krop fra jorden og må glide frem. Ligesom os når vi kælker, bare markant anderledes og uden sne.
Gavialen spiser udelukkende fisk og ofte må de dele jagtmarker med de lokale mennesker. Når fiskerne i Ganges får en gavial i nettet har det nemmeste for dem været at hugge kæberne af dem. Så kan de ikke bide, og de sidder ikke længere fast i nettet med deres tænder. Men det er problematisk. For en gavial uden mund kan ikke fiske længere. Til gengæld kan de sagtens klare sig i fangenskab (med en lækker fiskebuffet de kan slubre i deres kæbeløse gab), og man har derfor indfanget mange kæbeløse gavialer og brugt dem i avlsprojekter med henblik på at genudsætte nye eksemplarer. Du kan nemlig sagtens korpulere selvom du ikke har nogen mund. Nogle mennesker ville måske endda have flere partnere hvis de var ude af stand til at snakke.

Man har avlet mange gavialer i disse avlsprojekter. Tusindvis af dem. Men floderne i Indien kan være et utaknemmeligt habitat og gavialerne tilpasser sig ikke ligeså hurtigt som herpes eller helsesandaler. Det er altid lidt kompliceret med dyr der skal være gamle før de kan formere sig. Det ville være nemmere hvis truede dyr formerede sig som kaniner eller folk der nægter at bruge kondom.
Så som det er nu lever de sidste gavialer langs en flod eller to i og omkring det Nordlige Indien. Hvis du skulle støde på en af dem, så tag et billede, for de ser sjove og lidt åndssvage ud. Men lad vær med at klappe dem. De har trods alt 110 tænder.

Leave a Comment

Your email address will not be published.