Gilaøgle

Gilaøglen (Heloderma suspectum), også kaldet gila-monstret (en voldsom beskrivelse af en doven øgle der mest bare er lyserød) er en af de giftigste øgler man kender til. Der er mange andre der har en svag gift (der viser sig at være flere og flere) men for de fleste øglers vedkommende skal man blot undgå deres bid fordi det gør ondt og fordi de har en mundhygiejne af lav kvalitet.

Gilaen lever i Sonara-ørkenen i Mexico og i Arizona. Den gemmer sig det meste af dagen under sten eller i små huler i skyggen. Ligesom folk fra Mexico ved den at det ikke kan betale sig at rende rundt ude i solen hele dagen. Det er alt for varmt, og gilaers små øgle-levere tåler ikke Coronaer og andre cervezas, så de kan ikke køle sig ned med en kold gang humlejuice i el sol. Så de ligger i skyggen.
Om natten kommer de så frem og jager dovent rundt. I modsætning til giftslanger har gilaerne ikke nogen muskulatur der kan presse giften ud af deres gifttænder. Desuden sidder gifttænderne i undermunden. Så den kreative metode de har udviklet for at få giften ud af deres tænder er som følger: de bider sig fast i byttet og ruller om på ryggen. Nu er deres tænder i undermunden blevet til tænder i overmunden og takket være tyngdekraften falder giften ned igennem dem.
De spiser mest insekter, mindre dyr og æg. Det er ikke bytte som man behøver at bruge gift på (med undtagelse af æggene selvfølgelig – de er kendt som sprælske og næsten umulige at fange). Så man går ud fra at gilaen primært bruger sin gift til selvforsvar. Det forklarer også hvorfor den har de frygtindgydende lyserøde advarselsfarver.

I 1890 levede der en gut, i Tombstone i Arizona, ved navn Dr. George Goodfellow. Han var læge og naturelsker (og efter sigende skulle være den allerbedste i området til at behandle skudsår) og han forelskede sig i gilaøglerne. Han betalte 5$ for det hvis man fangede en til ham. En dag lod Dr. Goodfellow en gila bide sig og derefter brugte han fem dage på at være syg i sengen. Han kom sig og havde ingen mén. Efterfølgende publicerede han en artikel om effekterne af bidet. Lidt anderledes fra medicinverdenen den dag i dag, hvor du ikke engang må donere blod hvis du har haft en kreativ, udforskende og lavkulturel all-nighter på dit lokale forstadsdiskotek hvor du med godt humør har taget imod alle de vitaminpiller folk var så søde at række til dig.
Gilaøglen har desuden en modsat-positiv kvalitet; nemlig dyreverdenens værste ånde, næst efter hankatten Poul, (også kaldet komodo-Poul) der udlevede sit kattens liv på en lille gård i Nordsjælland. Der er flere indfødte indianerstammer der har troet at gilaøglens ånde kunne dræbe en mand. Nogle steder troede man at den manglede en endetarmsåbning og måtte lave pølser igennem munden og at det var derfor den lugtede så forfærdeligt. Det gik så langt at man faktisk, i 1890, publicerede en artikel i et Amerikansk tidsskrift hvor gilaen blev udstillet som det eneste rovdyr i verden der jagede ved brug af sin ”foul breath”. De havde vidst glemt Poul.
Der er nogle særlige kvaliteter ved gilaens spyt og gift. De indeholder mange forskellige stoffer – tre af hvilke der er af medicinsk interesse. Et af dem (helodermin) har vist sig at inhibere væksten af lungekræft. Et andet (exendin-4) har man brugt til at udvikle et middel mod type-2 diabetes. Et tredje (gilatide) har vist sig at forbedre mus’ hukommelse så drastisk at man vil forsøge at bruge det imod Alzheimers. Så hvis du en dag, med lungekræft og type-2 diabetes begynder at glemme hvor du lagde nøglerne, så anskaf dig en gila (de egner sig godt til fangenskab – de er bare dyre og de lugter af rådden prut ud af munden) og snav den voldsomt og hæmningsløst hver morgen mens i alligevel begge to har dårlig ånde.

1 thought on “Gilaøgle”

Leave a Comment

Your email address will not be published.