Hickory-behornet djævel

Den hickory-behornede djævel (Citheronia regalis) er larven til natsværmeren, kongespinderen. Som ofte med sommerfugle og natsværmere, går vi ud fra at dyret er i sit flyvende stadie det meste af sit liv. Der er nemlig der vi ser den flakse igennem luften. Dog er tilfældet som oftest, at størstedelen af dyrenes liv bruges i larvestadiet, og at det flyvende stadie blot er en lille del af deres alderdom, spenderet på skørtejagt og tungt flirteri. Altså er deres larvestadie som en lang barndom, hvor de endnu ikke er kønsmodne, men blot koncentrerer sig om at gøre larveting og vokse sig store, så de kan forpuppe sig og komme frem som smukke sommerfugle, der svæver rundt med kærlighed på hjernen inden de dør.

Det vil svare til at vi som mennesker var Peter Pans våde drøm, og fløjtede rundt i barndommen indtil vi blev 70 år. Så var vi pludselig klar til at parre os, og styrtede afsted med gangstativer og stokke til det nærmeste halbal. På vejen blev vi omgivet af en kokon, og kom lækre og uimodståelige ud. Så smuttede vi ind til festen, fandt en elsker, fik grisseriet overstået og fødte noget afkom før vi døde. Måske vi i sidste ende foretrækker vores mennesketilværelse.

Hannen hos kongespinderen har et par følehorn der kan opfange feromoner (kom-her-lugtmolekyler som hunnen sender afsted når hun er parringsklar) på flere kilometers afstand. Hans følere ligner et par behårede horn. De er dog 1000% uduelige i kamp, og kan intet andet end at snuse sig frem til ”kom-til-mig-jeg-dør-om-lidt”-signalerne. I og med at han kan opfange disse signaler over lange afstande, må vi gå ud fra at han-natsværmere ofte er på vej mod en hidsig omgang mothflix and chill, når vi ser de små lømler piske igennem luften. Derfor giver du selve kærligheden en lussing hvis du klasker en ivrig natsværmer.

En hickory-behornet djævel starter sit liv som et lille æg på et par millimeter. Når de er ude af ægget er de ganske små. De er først gule, men bliver hurtigt mørkere i farven. De skal nemlig bruge deres mørke farver, de kamuflage. Når de skal vælge hvad de vil ligne, falder valget på efterladenskaber fra fugle. Det er der nok ikke så mange dyr der gider spise. Fra fuglelortestadiet vokser de hurtigt via grovæderimetoden. De ligner altså lort mens deres eneste prioritet er at vokse. Det er ligesom en teenager der netop er begyndt på bodybuilding. Efterhånden som de vokser skifter de ham og farve og bliver med tiden til en af verdens største sommerfuglelarver. Det er faktisk, med sine op til 15 cm, den største larve du finder i hele Nordamerika.

Når larverne skal forpuppe sig, graver de sig ned i jorden. Her kan de ligge i et langt stykke tid, for de er fede og har masser af energi at tage af. Når de skal til at klækkes som sommerfugle, gør de det tog lidt tidsforskudt af hinanden. Det vil sige at et hold æg der er lagt af samme hun ikke kommer frem på samme tid, og det er smart, for så kommer de ikke til at parre sig med hinanden. Selv i sommerfuglekredse er denne slags søskendekærlighed nemlig ikke velset. Det skyldes ikke de akavede julefrokoster, for de dør alle ganske kort tid efter at have parret sig. Derimod skyldes det at man klarer sig bedre som art hvis man ikke er indavlet. Mange steder kan vi se eksempler på det modsatte. Overvej blot hvor komplet parat en chihuahua eller en pug er til at blive opslugt af naturen så snart der ikke er en kærlig ejer til stede der tager sig af alle dens behov.

På trods af deres voldsomme udseende, er larverne næsten uskadelige. De siges faktisk at være ganske nemme at håndtere. Sådan skal man altså hverken dømme en bog på omslaget eller en larve på dens horn. Undtagelsen er selvfølgelig hvis larven er din far. Så skal du kontakte din dealer.

Leave a Comment

Your email address will not be published.