Kinabalus gigantiske røde igle

Nogle børn er helt vildt gode til den der leg hvor man skal se hvem der hurtigst kan spise et snørebånd uden at bruge hænderne. Det kunne være en chance for at vise sig selv til børnefødselsdag hjemme hos hende der man synes var sød fordi hun engang slog en befrier i rundbold, eller ham der drengen der var så cool at han både kunne gå til ridning OG spille blokfløjte.

Der findes folk der kan sluge helt utrolige mængder spaghetti på ingen tid.

Der er folk i gymnasiet der kan lave sugemærker til den helt store guldmedalje.

Men ingen kan måle sig med Kinabalus gigantiske røde igle (Mimobdella buettikoferi). Det er et ordentligt bæst af en igle der lever på et enkelt bjerg på Borneo (Mount Kinabalu). Dens latinske slægtsnavn, Mimobdella, lyder som et eksotisk ordspil på frikadelle. Det er et ordspil der kan få enhver dansk nationalist til at væde bukserne i rendyrket vrede og frygt for den dag de danske værdier hvad angår overspisning af svinekød ikke længere skal æres. Hvad ville vi dog være, som folk og kultur, hvis ikke vi grissede vores mundhuler til med svin ved hver eneste givne lejlighed?

Ligesom alkoholikere kommer Kinabalus gigantiske røde igle frem når miljøet bliver vådt. Som de andre igler er den ikke så glad for tørre miljøer. Hvis man er en aflang størrelse der altid skal have fugtig hud, så er det ikke så praktisk at ligge og bage i solen. Det leder faktisk til en igle-begravelse og en meget trist, efterladt iglefamilie.

Så Kinabalus gigantiske røde igle venter til nedbøren falder, og så kravler den frem fra sit skjul og indleder sin jagt. Ligesom England fungerer den nemlig ikke uden regn.

Som næsten alle andre dyr har den også et romantisk aspekt i sit liv. og parringen hos Kinabalus gigantiske røde igle er et særpræget fænomen. Den er opdelt i et par forskellige trin:

1) Først lægger iglerne sig langs med hinanden, dog modsat, så de har hovedet i forskellig retning, 2) Så udskiller de begge sæd, for de er hermafroditter. Det er fugtige dyr og det er et fugtigt miljø og det hele er i det hele taget lidt snasket, så det gør ikke så meget at der kommer sæd ud over det hele. 3) Når de er færdige med deres gensidige ejakulationer og det intime samleje er overstået, så skilles de, og nu bliver det spøjst: 4) hver især har de en ring om deres krop. Det er et såkaldt ”clitellum”. (Man kender det fra regnorme – den der ring de har rundt om sig, det er et clitellum). Dette clitellum indeholder æg, og det begynder at løsne sig, og så glider det ned over iglens krop, alt imens det fanger alt sæden på vejen. På dette stadie spiller clitellummet altså samme rolle som toiletrullen på enhver mandlig teenagers sengebord. 5) Når clitellummet har gledet hele vejen ned af iglens krop, ligger det tilbage som et kokon, fyldt med sæd og æg. Der vil være to kokoner, for de to igler laver en hver. Er de unger der kommer ud af hver især af kokonerne så søskende? Eller er de tvillinger? De er søskende, og de kommer garanteret til at have en varm, familiær og traditionstro opvækst.

Angående alt det med snørebåndskonkurrencen, sugemærkerne og spaghettispisningen, så vinder Kinabalus gigantiske røde igle hele baduljen med dens særprægede madvaner. Den spiser nemlig udelukkende store orme, som f.eks. Kinabalus gigantiske regnorm (Pheretima darnleiensis). Den finder frem til dem og så sluger den dem simpelthen i en enkelt mundfuld. Grovæderi på et sådant plan og mundfulde der bliver så store, er noget man sjældent ser blandt dyrene.

Mount Kinabalu på Borneo er et helt særligt sted. Der er utroligt mange dyrearter i troperne, og så snart man bevæger sig opad bjerge i tropisk regnskov, så stikker det helt af. Der er så stor diversitet i dyrelivet at biologer næsten frygter at tage derhen, alene fordi de brækker ryggen når de skal have så mange tusind notesblokke i deres tasker, hvorpå de kan tegne alle de regnorme, hønsefødder, gulerødder og svanehalse de finder.

1 thought on “Kinabalus gigantiske røde igle”

  1. Pingback: Knoglespisende snotblomst – Den Dyriske Time

Leave a Comment

Your email address will not be published.