Kogleskink

Kogleskink, voglelink, boglebrink, pruttemink. Ej. Kogleskinken (Tiliqua rugosa) er en af de mere romantiske øgler. Den bliver op til 40 cm lang og kan veje op imod et kilo. Ligesom de andre skinker føder den levende unger; i dette tilfælde 1-4 stk. De bliver født meget store – så store at man faktisk forsker i hvordan hunnen kan klare det. Samlet set kan de nyfødte nemlig veje det samme som hende.

Ungerne bliver hos forældrene i flere måneder. Mens de er sammen med forældrene spiser hannen ikke særligt meget – han er oppe på dubberne og holder vagt over familien med sin spøjse lille grankoglelignende krop. Når børnene flyver fra reden holder de sig oftest i nærheden af deres relativer og danner noget der ligner små kolonier. Kogleskinkerne danner par, og man har fundet par der har været sammen i over 20 år. Altså er de monogame – noget der er meget sjældent hos øgler.
De er langsomme dyr, og ligesom pindsvinene bliver kogleskinkerne ofte dræbt på vejene i Australien. Når hannen eller hunnen i et forhold dør kan modparten ikke finde ud af det, og bliver hos den afdøde – ind imellem til den selv dør af sult eller tørst. Lidt som en øglet version af Romeo og Julie.


Kogleskinkens navn kommer af dens særlige skæl og strukturen på dens hale. Halen ligner hovedet, så rovdyr bliver forvirrede. Halen er desuden en fedtreserve, ligesom kamelens pukkel, og hjælper skinken til at overleve i perioder hvor der ikke er så stort et madbudget og hvor der er lidt tomt hjemme i køleskabet. Desuden går de i ”brumation” (den reptile ækvivalent til hi) et par måneder hvert år, og der er det godt at være lidt fed bagtil så man har noget energi.
En af skinkens forsvarsmekanismer er dens dybblå tunge, som den kan vise til rovdyr for at skræmme dem væk. Alle ved jo, at rovdyr i Australien ikke kan fordrage farven blå. De har et anderledes temperament, og er meget mere til en sart bordeaux eller en knækket rosa. I perioder også beige, om end det er sjældent.
Kogleskinken er populær som hobbydyr og er ret nem at have med at gøre. Den største udfordring er at skrabe pengene sammen til at købe dem – de er nemlig nogle dyre små lømler. De kan blive op til 50 år i naturen.

2 thoughts on “Kogleskink”

Leave a Comment

Your email address will not be published.