Læbebjørn

Der er et enkelt dyr i Indiens skove som elefanter og næsehorn altid, af uransagelige årsager, angriber. Det er et dyr der helst vil passe sig selv og spise lidt honning og hygge sig i en hule. Den har et rygte – det er dyreverdenens aggressive morfar. Det er også et dyr der åbenbart kræver en lang introduktion.

Læbebjørnen (Melursus ursinus) er ikke en stor bjørn (de vejer sjældent over 160 kg), men selv tigeren er påpasselig med at angribe dem – medmindre de kan kaste sig ud i et lav-risiko bagholdsangreb. Faktisk ser man næsten kun unge, uerfarne, bebumsede, usikre, har-det-svært-i-gymnasiet-og-Bettina-fra-2.b-gider-stadig-ikke-kysse-i-frikvarteret teenagetigere stå face-to-face med de her bjørne, fordi de ikke ved bedre. Det er nemlig en bjørn med nogle meget lange kløer og nogle disproportionelt store hjørnetænder. Hvis Baloo fra Junglebogen var en læbebjørn i stedet for en fed bjørn havde Mowgli måske ikke haft så mange problemer med Sheere Khan.


Læbebjørnen står bag mange drab på mennesker, da den ofte er aggressiv i konfrontationer. Desuden er der efterhånden et menneske eller to der bor i Indien, og det kan være svært at undgå overlap mellem menneske- og bjørneterritorium. Der var et særligt slemt individ ved navn ”The Sloth Bear of Mysore” der alene dræbte 12 mennesker og kvæstede 24 andre inden den blev skudt af en gut ved navn Kenneth i 1957.
Læbebjørnens diæt består primært af termitter, frugt og honning. Når den graver rundt i termitboet puster og pruster den al jorden væk så den kan komme ned til de små godbidder. Ligesom den der ulv og de der grise. Når den skal indtage termitterne suger den med sine specielt tilpassede læber og laver en lyd der kan høres meget langt væk. Det er et omvendt termitfløjt.

Den elsker honning og den har en særlig vane når ungerne skal fodres, hvor den gylper en blanding af bikage (det sted i bikuberne hvor honningen sidder), jackfruit og træ-æbler op og fodrer det til dem. Denne opgylpning bliver helt fast og kaldes ”bjørnebrød”. Den betragtes som en delikatesse blandt nogle af de lokale indiske stammer. Det er selvfølgelig også lækkert at bjørnen allerede har gjort noget af fordøjelsesarbejdet, så man ikke selv skal slide med det. Hunnen bærer ungerne rundt på ryggen op til ni måneder efter hun har født. Hvis der kommer tigere eller leoparder holder hun ungerne på ryggen mens hun banker kattedyrene.

Leave a Comment

Your email address will not be published.