Lammegrib

Lammegribben (Gypaetus barbatus) er super underlig på mange måder. Den er kæmpestor, med et vingefang på 250+ cm. Den er det eneste dyr man kender til der næsten udelukkende spiser knogler og knoglemarv.

Den har en metode hvor den griber knoglen (ahaha) og smider den på jorden højt oppefra for at smadre den. De har deres yndlingssteder at smide knoglerne, der hedder ”ossuaries”. De fanger også skildpadder og kaster med dem. Der er en gammel historie om en græsk forfatter ved navn Aeschylus der fik en skildpadde kastet i hovedet da en grib troede hans skaldede isse var en sten. Han døde. Sådan kan naturen være ubarmhjertig.

De ældre lammegribbe er røde fordi de støvbader og ordner sig med jernholdig jord. Hvis de har et stort territorium med en masse god jord, så kan de farve sig rigtigt meget, og på den måde er den røde farve et statussymbol.
Lammegribbe er monogame, og finder sig helst en partner for livet. De er dog kendt for, en sjælden gang imellem, at indgå i polyandriske forhold, hvor en ung han får lov at tilslutte sig et ældre par og parre sig med hunnen – hvis altså han giver en hånd med ungerne (lidt som en au pair). På trods af deres store udbredelse ses den polyandriske adfærd primært hos de franske og spanske bestande, men som bekendt inducerer de to lande også mere en promiskuøs adfærd (med deres sexede latinovibes) end f.eks. Pakistan eller Tibet, der hverken har flamingo, Antonio Banderas eller mademoiselles.


Det er en fugl der har haft religiøs betydning; i det gamle Grækenland brugtes de af ornitomancerne til at få indsigt i fremtiden og i Iran er lammegribben symbol på held og glæde. Den står også nævnt i det gamle testamente som et af de dyr der ikke må spises – altså keine bon appétit.

1 thought on “Lammegrib”

  1. Pingback: Knoglespisende snotblomst – Den Dyriske Time

Leave a Comment

Your email address will not be published.