Lyserødt fe-bæltedyr

Er dagens dyr en flæskestegs spirit animal? Eller er det en nigiri (det der stykke sushi der bare er en klump ris med et eller andet langt hen over sig – som et tæppe på sofaryggen) med ben? Det vides ikke.

Men det lyserøde fe-bæltedyr (Chlamyphorus truncatus) er underligt fra start til slut og så rimer dets videnskabelige navn på: ”jeg har ikke klamydia, din struds, smut af, mus”.

Det er et ualmindeligt sensitivt dyr, der ikke alene stresser nemt, men også dør af det. Det ville klare sig elendigt på arbejdsmarkedet, og ville ikke holde til en eneste dag med eksamensoplæsning. Særligt ikke hvis det skulle læse op til mundtlig matematik på a-niveau; et beskidt foretagende hvor man skal bevise at man kan bevise noget andre har bevist. Dets cortisolniveauer (cortisol er et stresshormon – verdens mest skidne doping) ville gå amok under sådan en eksamen og det eneste 02-tal det kunne redde sig ville være givet af medlidenhed post Morten.

Det lyserøde fe-bæltedyr findes i den tørre del af det centrale Argentina. Her spiser det alle de insekter det støder på, og er således hvad man kalder en generalistisk fossirial (”fossirial” betyder at det lever under jorden – ligesom dem der skriver Charlie Hebdo) insektivor.

Det har lidt pels. Det er både godt og dårligt. Pelsen holder det varm om natten, hvor der bliver koldt på de Argentinske sletter. Det er på trods af at dagene kan være ganske varme. Det er ligesom de sommernætter hvor man kaster en forsigtig sweater over skuldrene og begiver sig ud til en hyggelig fest på stranden, og så snart solen smelter ned under horisonten sidder man tilbage med forfrysninger og mindet om dengang livet ikke var et ulideligt, koldt helvede. Her må flasken sættes for munden og man må sprutmedicinere til man hverken kan mærke ansigt eller sjæl. Så fryser man nemlig ikke længere, og det betyder at det ikke er koldt.

Hvis det lyserøde fe-bæltedyrs pels bliver våd har det et problem, for så varmer pelsen ikke længere. Så ligger det lyserøde fe-bæltedyr tilbage, miserabel, frysende, våd og sensitiv i en lille hule under jorden. Ligesom en stakkels rig mand i hans fugtige vinkælder.

Det lyserøde fe-bæltedyr er en ekstremt god graver. Lokalbefolkningen siger at det skulle bevæge sig som en fisk i sandet. Det er også udstyret med så omfattende graveudstyr på de forreste par ben, at det dårligt kan gå på flade overflader. Og det giver helt sikkert den hårdeste lussing i sin vægtklasse.

Angående vægtklassen, så har det ikke så meget at byde på. Det er det mindste af alle bæltedyrene og kommer kun op og veje omkring 120g – altså ca. det samme som 2,5 undulater.

Det lyserøde fe-bæltedyr har i vid udstrækning været jaget til kæledyrsindustrien. Det er dog en sølle investering hvis man kaster sine penge efter det – det dør nemlig hurtigt i fangenskab. Faktisk siges det, at det tager mellem fire timer og otte måneder før det stiller sine små bæltedyrssko. I det tilfælde hvor det overlevede i otte måneder var der tale om en enkelt han. Han havde fuldstændigt optimale levebetingelser, med en nøje planlagt diæt, fred og ro samt noget virkelig lækkert sand at grave rundt i. Selv de mindste forstyrrelser resulterede dog i dårligt humør fra hans side. Han døde. Her bliver man måske nysgerrig på, hvem der har undersøgt stress så nøje hos et uanseeligt lille dyr med et skjold der ligner tandkød? En biolog selvfølgelig. Ingen andre er seje nok til at være bæltedyrseksperter.

1 thought on “Lyserødt fe-bæltedyr”

Leave a Comment

Your email address will not be published.