Mandril

”Den blå farve symboliserer min visdom.”

”Javel.”

”Og den røde symboliserer mit vulkan-agtige temperament.”

”Kan du blive alvorligt sur?”

”Helt vildt. Kan blive så rasende at jeg angriber selv leoparder hvis de spiller dumme.”

”Wauw. Så er du godt nok sur.”

”Det var det jeg sagde.”

”Godt.”

”Anyways, den sorte farve omkring mine øjne symboliserer min sjæls dybde.”

”Hvem har fortalt dig alt det her?”

”Det er gammel abevisdom.”

”Det kan jeg godt relatere til. Hos vores os hedder det ”oldtidskundskab”.

”Det lyder som et kedeligt fag i jeres menneskegymnasium.”

”Det kan det være. Der er også enkelte dele af det der er spændende nok.”

”Såsom?”

”Alt det med de græske guder. Der er nogle gode røverhistorier.”

”Lavede de mange ulykker?”

”Mmmh. Og de hamrede BAJER!”

”De lyder imponerende.”

”Åh du skulle bare vide. Druk og damer. De var omvendte afholdsmænd, hedonistiske sværvægtere!”

”Beundrer du dem?”

”Det tror jeg.”

”Ved du slet ikke at lykken ikke findes udenpå, men indeni, ligesom hjertet og blindtarmen?”

”Nej, det vidste jeg slet ikke?”

”Det ved du nu. Det var så lidt.”

”Tak Hr. Mandril. Sikke vis du er. Og du kender din farvesymbolik.”

”I sandhed. Farvel.”

”Hej hej.”

Når man ser bort fra menneskeaberne (chimpanser, gorillaer, Joachim B. Olsen, orangutanger og bonoboer), så er mandrillen (Mandrillus sphinx) den største af alle aber. Den er endda større end de ellers ret massive bavianer. Hannen er op imod dobbelt så stor som hunnen, og er meget nem at kende fordi han ser ud som om han har dyppet hele hovedet i Flüggers farvesortiment. Det er ganske unikt blandt pattedyr at have blåt pigment i huden, medmindre man selvfølgelig er indavlet nok til at gøre del i familien Fugates stamtræ, og kalder Kentucky sit hjem.

Mandrillen lever i regnskoven på Afrikas vestkyst. Det er lidt et geografisk rodet sted, sammensat af lande som man kun halvt kender. Det gælder f.eks. Ækvatorial Guinea, Cameroon, Gabon og Congo. Congo er vel og mærke landet Congo, og hverken landet ”Den Demokratiske Republik Congo”, regnskoven ”Congo” eller chimpansen Congo (der lærte at male og blandt andet prydede væggen hos Pablo Picasso). Ligeesom de fleste andre regnskove er det efterhånden et truet habitat, og ikke et nemt sted for en stor abe at være i fred.

Hvis du møder en mandril skal du måske holde dig på afstand – flokkens han kan få 6 cm lange tænder og er 35+ kg muskel der kan blive irriteret på dig. Hvis du møder en mandril, kan du desuden notere dig at du nok ikke er taget på charterferie. Der er nemlig ikke mange af sådan nogle der går til hverken Gabon eller Cameroon, hvor uspoleret natur og grusveje er normen fremfor swimmingpools, turistfælder, selfies og dårlige pizzaer.

Leave a Comment

Your email address will not be published.