Maraboustork

”Aaaaaaaaaad du spiser skrald!”

”Det gør du da også.”

”Nej.”

”Jo.”

”NEJ!”

”Jo du gør. Jeg har lige set dig spise petit danone.”

”Det er ikke skrald. Det er …”

”Hvad er det?”

”Det ved jeg ikke. Yoghurt?”

”Ikke godt nok. Jeg ved f.eks. at den her gamle laks jeg spiser er en gammel laks. Derfor er jeg en god stork.”

”Du har ret. Undskyld. Jeg skal nok være mere opmærksom på hvad jeg spiser.”

”Tak. Du er en god pige. Jeg elsker dig.”

”Hvad?”

”Ikke noget.”

”Sagde du lige at du elskede mig?”

”Nej sgu da. Jeg sagde, ”laks kom til mig.””

”Ok. Underligt.”

”Farvel.”

Den er stor, frygtindgydende og alt andet end en lækker plade chokolade. Maraboustorken (Leptoptilos crumenifer) er Afrikas skraldemand. Ligesom folk fra indre by i København er den ligeglad med affaldssortering. Den spiser alt den kan få i næbet. Den er udpræget ådselsæder, men den gør også gerne levende dyr til ådsler.  Dens diæt spænder mellem alt fra flamingoer til efterladenskaber.

Det er en kæmpestor fugl. Det er ikke unormalt at den står halvanden meter høj med et vingefang på over tre meter. Faktisk er den en af de fugle i verden der kan dække det største område med sine vinger. Den bliver sammenlignet med døden, fordi dens vinger ligner en lang sort kappe og dens lille skaldede hoved med det forpjuskede hår lige kan anes over de brede skuldre. Det er åbenbart sådan døden ser ud.

Den findes i det meste af Afrika syd for Sahara. Den trives ret godt med mennesker, hvilket der er en fordel, for der er mennesker over det hele. Maraboustorken er ret aggressiv, og individer der er vant til at blive fodret bliver sure hvis ikke de får deres mad. Så kan de godt finde på at angribe. Hvordan forsvarer man sig så mod en af verdens største fugle? Det er svært at sige, men der er i hvert fald to ting du ikke skal gøre; a) ligne skrald og b) spille død – det er upraktisk når man har med en ådselæder at gøre.

Der findes en del fugle der er skaldede, og det er der en grund til. Ådselædere begraver ofte hele deres hoved og hals i et dødt dyr og så er det enormt upraktisk hvis de får råddent kød til at sidde i fjerene – specielt hvis de skal på date. Det er ligesom når vi er ude med nogen der har spist meget hvidløg. Måske endda råddent kød i håret er værre end dårlig ånde. Til gengæld har maraboustorken en ordentlig hudflap på halsen som den kan puste op når den virkelig gerne vil score, og så er kærlighedslivet reddet.  

Leave a Comment

Your email address will not be published.