Mexicansk gravende tudse

Den mexicanske gravende tudse (Rhinophrynus dorsalis) er en lille padde fra Mellamerika. Dens udbredelsesområde går fra Texas ned til Costa Rica eller måske længere. Man er lidt i tvivl. Den findes højst sandsynligt i Mexico i hvert fald. Den graver og har små hårde gevækster på forlemmerne kaldet ”tuberkler” og den har en meget lille mund som den bruger til at spise myrer og termitter.

Man tror måske den har noget giftstoffer i huden der gør at myrerne ikke bider den for meget. Men man ved det ikke. Det kan selvfølgelig også være udfordrende med videnskaben i dag, hvis man både skal sende rumsonder til Saturn, afdække kvantetyngdekraftens hemmeligheder med faciliteter såsom LIGO og samtidigt tage en hudprøve fra en tudse.
Den mexicanske gravende tudse lever under jorden. Man tænker de gør det fordi der er sikkert, der er mad og de ikke tørrer ud, men måske det i virkeligheden skyldes at de er lidt trætte af verden og gerne vil være for sig selv. Måske er det et genert dyr, der nyder at ligge i Mellemamerikas mudder og fundere over sin egen eksistens. Det kan være at alle de store eksistentialistiske tænkere (såsom Sartre, Kierkegaard samt Torben der var lærervikar på Tingbakkeskolen i en kortere periode i 2004 og skiftede sin skolemælk ud med skolevodka) er blevet genfødt som mexicanske gravende tudser.

Desuden har den en særlig ting med sin tunge; den slynges nemlig ikke ud af munden ligesom hos andre frøer, men kastes lige ud af munden. Dvs. at den rækker tunge, og det er derfor et provokerende dyr.
Rent genetisk set er den mexicanske gravende frø ganske unik. Den er nemlig den padde der er allermindst relateret til nogen andre padder. Sidste gang den havde en fælles forfader med en anden padde var for 190 millioner år siden. Det betyder to ting: 1) at den er lige så tæt i familie med de andre frøer og salamandere som vi er med hvaler eller flagermus og 2) at den er meget gammel – endda endnu ældre end David Attenbourough og andre vidunderlige biologiske fænomener.
Når den skal være lækker og tiltrække en mage puster hannen sin krop abnormt meget op. Så siger han ”whooooooooooooaaaa” (i kan finde det hvis i søger på ”mexican burrowing toad” og husk at skrue ned for lyden – ellers tror folk bare at i har bevæget jer helt ud i Pornhubs allermørkeste kroge) indtil en hun ikke længere kan modstå ham. Det tager nok ikke så lang tid. Måske hun tænker at han har fundet noget spændende fordi han lyder så imponeret. Der var en gut i 1964 der fandt ud af at de ofte synger i kor med andre frøer og tudser. Det område er der dog ikke forsket videre på – selvom der potentielt set ligger et par 12’tals specialer i vente til de mere kreative på musikakademiet. Desuden tror man at de mexikanske gravende frøer bruger den metode hvor de puster sig op til at skræmme rovdyr væk. Men man ved det ikke.
Når hunnen og hannen har parret sig så lægger hun nogle æg (man ved ikke hvor mange) der kun er et par dage om at klækkes. Og pludselig er der haletudser. De er så et par måneder om at blive voksne. Mens de er haletudser mener man at de måske udfører social adfærd. Man tror dog ikke at de spiser hinanden, hvilket der ellers ikke er så unormalt. Søskende kan jo være enormt irriterende, så ind imellem kan det godt betale sig at spise dem.
Som det nok fremgår er der en usikkerhed eller to vedrørende denne her frø. Grunden til det er, at de ligger gravet ned i jorden det meste af tiden. Her er de ligesom folk der er alene hjemme hvis du ikke vil være creepy: svære at observere. Når det regner kraftigt kommer de dog op – nogen gange.

Leave a Comment

Your email address will not be published.