Næseabe

”Nå, Hr. biologiprofessor som ved alt om dyr, hvad kan du sige om næseaben?”

”Den ligner en voksfigur af Gerard Depardieu der har stået i solen.”

”Det er vel ikke så godt?”

”Den er nu ligeglad. Men du har ret i at de færreste er pæne mens de smelter.”

”Jeg tror det kunne pynte på Helle Thorning. Hun er meget stram i det.”

”Bestemt.”

”Hun ku’ godt bruge lidt smelt.”

”Vi kan sende hende en mail.”

”Kan du sige noget andet om næseaben?”

”Næ.”

”Virkelig?”

”Ej. Jokes. Den har sin fine lille ølvom fordi den bliver oppustet af at spise svært fordøjelige blade.”

”Ligesom når vi spiser krydderboller?”

”Præcis. Du får 12.”

”Jeg vidste ikke jeg var til eksamen?”

”Der kan man bare se. Jeg er jo også professor – jeg ved en masse.”

”Hvorfor har næseaben sådan en stor tud?”

”Det et statussymbol. Ligesom når folk kører rundt i dyre biler, eller har to sommerhuse.”

”Så den tjener ikke noget praktisk formål?”

”Den kan gøre hannens kald lidt højere Ligesom alkohol. Men jeg tror den er lidt irriterende at have hængende.”

”Som man siger.”

”Hvabehager?”

”Ikke noget. Hvor lever sådan en abe henne?”

”På Borneo. Den lever i regnskoven. Det noget værre rod.”

”Helt vildt. Der er fyldt med myg, og luftfugtigheden er ulidelig.”

”Yes.. tænkte nu mere på habitatdestruktion og alle de der ting vi hellere vil glemme. Har du set Ringenes Herre?”

”Selvfølgelig.”

”Hvilken en er din yndlings?”

”Enten 1’eren eller 3’eren.”

”Du må kun vælge en.”

”Så det 3’eren.”

”Fair.”

”Tak for din tid. Har du nogen afsluttende bemærkninger om næseaben?”

”Dens tissemand er helt rød og den har kulsorte klunker.”

”Stærk afslutning. Tak og farvel.”

”Fornøjelse. Hils omkring dig.”

Næseaben (Nasalis larvatus)  er ret unik blandt aberne. Ikke alene er den en af de største aber i Asien, den har også den suverænt største tud. Hannens næse kan blive over 10 cm lang. Den bruges til at signalere at hannen er en rigtig mand, og til at forstærke hans kald. Lyde er generelt ret vigtige for næseaberne, og både hannerne og hunner har en række grynt, hyl og brøl de benytter sig af. Når ikke det verbale rækker længere, så kan man altid blotte tænderne, ryste et træ, eller vise sit erigerede lem.

Man finder aldrig en næseabeflok længere end en kilometer væk fra vand. De elsker at tage sig en dukkert og kan dykke op til 20 meter under vandet. De krydser floder, og opfører sig generelt slet ikke som om de havde et absolut ikke strømlinet legeme plantet lige midt i ansigtet. Det er heller ikke unormalt at se dem hoppe fra træer og ud i vandet – en manøvre der måske kan være udmærket hvis de skal flygte fra rovdyr. De har endda taget den så langt at de har svømmehud mellem nogle af tæerne – muligvis for at forbedre deres plasketeknik.

Næseaben foretrækker en kost der kan være lidt hård for maven. Den spiser blade, frø, blomster, frugt og insekter. Den vil dog hellere spise umoden end moden frugt. Den ville sikkert blive populær nede i grøntafdelingen, hvor den aldrig ville stå og trykke på alle avocadoerne, men blot tage de første og de bedste, i håb om at nogen af dem var så hårde at man nærmest måtte blende dem for at lave en bare middelmådig guacemole. Fordi dens kost er så svær at fordøje, så gylper næseaben ind imellem lidt mad op og tygger det og spiser det om igen. Lidt som når vi lige skal have et short af den der ”tequila” med den røde hat op og vende i et surt opstød, bare så vi kan blive mindet om hvor voldsom den er for vores palet.

Leave a Comment

Your email address will not be published.