Okarito kiwi

Det var en stille søndag morgen i Maj da Moder Jord gik rundt for sig selv og kiggede på alle sine skabninger. Der var fisk i vandet, orme i jorden, slimdyr (som hun stadig havde det lidt underligt med) på skovbunden og fugle i træerne. Nogle af fuglene var kloge, andre var gode til at synge og nogle kunne løbe meget hurtigt og sparke hårdt. Men skulle hun ikke lave en fugl der ikke lignede de andre, ikke kunne flyve, som havde en hurtigt arbejdende hjerne, men alligevel var ret dum og som i øvrigt lagde alt for store æg? 

Okarito kiwien (Apteryx rowi), også kaldet ”rowien”, er ikke en klog fugl. Det er på trods af at deres hjerneudviklingskvotienter er høje – som man ser det hos papegøjerne og sangfuglene. Rowierne lader dog ikke til at have nogen kompleks adfærd. De er nogle små simpletons. Det må være et tegn på ydmyghed; en effektiv hjerne og en skiden, skrøbelig adfærd blottet for al praleri.
De er monogame og danner altid par med den samme mage. Når det er ved at være parringstid kalder de på hinanden og mødes hver tredje nat i redehulen. Her er parret så territoriale og beskytter sammen deres eget lille område. Ligesom et sommerhus hvor man ikke gider snakke med naboerne. De skiftes til at ruge på deres ene æg, og når baby-kiwien klægges følger den efter sine forældre i en lang periode – på trods af at den kan klare sig selv fra det øjeblik den kommer til verden. Måske deres dygtige hjerne får dem til at fokusere på andre, dybere ting end blot overlevelse; kvalitetstid med forældrene og den kærlighed man kan finde hos sin familie samt de hyggelige aspekter ved altid at have nogen man kan låne penge af. 

De fleste fugle har hule knogler. Så er de lettere når de skal flyve. Det har kiwierne dog ikke taget hensyn til. Deres knogler er propfyldte med marv. Deres vinger er også så reducerede at de er næsten usynlige. De er tunge og fuldstændigt forsvarsløse overfor alt der er mere truende end blæsevejr og kraftig regn. Så det har været problematisk for dem når man indførte lækatten (som hverken ligger i læ eller er en kat), hundene og kattene til New Zealand. Der har været kiwibuffet.
Rowi-kiwien er den mest truede af de 5 kiwi-arter. Der er omkring 450 tilbage. Man har sat sendere på næsten hele baduljen så man kan se hvornår de sidder stille og ruger. Så indsamler man æggene og ruger dem ud for dem. På trods af deres høje hjerneudviklingskvotienter er kiwierne nemlig super dårlige til at tage vare på sig selv, og rigtigt gode til at uddø. Så man passer på dem.

Som de eneste af alle fugle har kiwierne næsebor på spidsen af deres næb. Og de lugter ret godt. Deres æg er så stort og vejer så meget at hunnen må faste igennem den sidste del af graviditeten fordi hun har så lidt plads nede i hendes lille kiwimave. Det er usædvanligt.
Alt i alt er det nogle charmerende (lidt udfordrede) dyr. Så det er spøjst at der er så mange der er allergiske overfor kiwi.

Leave a Comment

Your email address will not be published.