Oksehjertesøpung

”Der er faktisk en del mennesker der er i tvivl om hvad du er. Kan du ikke prøve at forklare hvor du ligger henne på et fylogenetisk træ?”

”Hvad er et træ? Og hvem er Fylogemetius?”

”Fylogenetisk træ. Sådan et livstræ der viser hvem du er beslægtet med.”

”Tror mest bare jeg er beslægtet med min mor.”

”Ja, okay.. ligemeget.”

”Godt. Og vær venlig ikke at bruge lange ord. Os oksehjerte-søpunge er ikke så glade for den slags.”

”Er i lidt simple?”

”Tja.”

”Ligesom klimapolitikere fra DF?”

”Nej!!!”

”Miljøpolitikere fra Venstre?”

”Heller ikke. Vi er jo ikke åndssvage. Vi er bare lidt enkle oppe i hjernen.”

”Fair. Undskyld jeg fornærmede dig. Tager i nogensinde på besøg hos hinanden?”

”Næ. Vi kan ikke bevæge os. Jeg sidder bare fast på den her klippe hele livet.”

”Hvad så hvis du skal finde en kæreste?”

”Så spermer jeg bare.”

”Du spermer bare?”

”Si. Spermer bare og håber min sæd rammer nogle æg.”

”Det lyder ligesom blind dating.”

”Ok. Ind imellem bruger jeg også Tinder.”

”Seriøst?”

”Nej sgu da. Jeg er et lille sækdyr der sidder fast på havets bund.”

”Hm. Hvad skal du i weekenden?”

”Skal bare sidde her og suge vand igennem min krop og filtrere partikler fra, som jeg så spiser.”

”Sikke en fest.”

”Det bliver middelmådigt. Vi snakkes ved.”

”Måske. Vent med at sperme til jeg er svømmet lidt væk.”

”Aftale.” 

”God weekend.”

”I lige måde.”

Oksehjertesøpungen (Polycarpa aurata) er et sækdyr. Den er altså en del af dyreriget, og om end det virker lidt sært, så er de ikke så forfærdeligt fjernt beslægtet med os. Det er generelt svært at se når de sidder fast på en sten i deres voksne stadie, og mest ligner et stearinlys lavet af meget kreative typer. Ser man dem dog i deres larvestadie,  så ligner de faktisk haletudser. Det kan være lidt et abstrakt tankeeksperiment, at dyr der starter som små haletudselignende larver – og så bliver voksne – minder om os, men det skyldes måske blot at vores første fosterstadier udspiller sig i det skjulte, gemt inde bag mors fede mave.

De er ikke i deres larvestadie så længe. Typisk tager det ikke mere end 36 timer før de har fundet sig et sted at sætte sig fast og begynder at blive voksne. Man er også meget sårbar hvis man er en lille larve der svømmer rundt i det store hav, så det er en smart taktik at finde sig en sten og blive en lille vandpumpe med kraftige farver.

Søpungen har et nervesystem, blodcirkulation og organer der næsten minder om vores. Den har et hjerte, en lille tarm, en mavesæk, testikler, spiserør, osv. Den har endda et lille numsehul så den kan lave pølser. Den har garanteret også en tarmflora med forskellige bakterier. Disse bakterier producerer gas, og denne gas skal ud. Altså må det betyde at en oksehjertesøpung prutter – præcis ligesom os, og Kronprins Frederik.

Leave a Comment

Your email address will not be published.