Præriebison

Den amerikanske præriebison (Bison bison bison) er bestemt ikke et af de dyr du har lyst til at have en frontal konfrontation med når du kommer kørende i en lille Citroen. Ikke medmindre du har lyst til en gang intens snav med airbaggen og en investering i hidsigt piskesmæld.

Præriebisonen er det næststørste landlevende dyr i Nordamerika. Det er ikke uset med individer på 800 kg. I de tilfælde hvor man har haft dem i fangenskab, som det også nu er tilfældet med størstedelen af de 500.000 præriebisoner der er i USA, kan tyrene komme op på helt ekstreme størrelser; de ligger på den dyre side af et ton, ligesom Danmarks miljøpolitik ligger på den pinlige side af pinligt.

Præriebisonen har en unik historie. Europæerne formåede at skyde 60 mio individer da de kom til Amerika. Det var en jagt der primært blev bedrevet for sjov. Der lod til at være et overflødighedshorn af bisoner – ikke noget man kan bebrejde folk for; det tager trods alt lidt tid at tælle til 60 millioner. Man skød på livet løs og fik aflivet 48 mio ton bison på 80 år. Der var så mange kranier at der kunne bygges mindre bjerge af dem.

Bisonen har haft stor kulturel betydning og har det stadig. For de traditionelle stammefolk i Nordamerika er bisonen hellig. Den har været vigtig for dem, for det kan være udfordrende at bygge en tipi med teltdug lavet af bisonskind hvis bisonbeholdningen er i bund. Nu er bisonen så USA’s nationaldyr. Det er ironisk, taget i betragtning af at det folk der nu udgør størstedelen af Nordamerikas befolkning er efterkommere af de selv samme kolonister der tvang bisonen til et tæt møde med sin egen uddøen.

Bisonen forsvarer sig hvis den føler sig truet. Den lader til at være et sløvt dyr med sine langsomme bevægelser, men når den tonser afsted i fuld gallop kan den løbe op til 64 km/t. I denne situation må man, hvor meget man så end har gået til kampsport i folkeskolen, overveje at flytte sig. Det kan føre til en gevaldig mavepuster hvis du får 800 kg utilberedt mørbrad tyret efter dit korpus.

Bisonen er et flokdyr. Hunnerne render rundt i flokke med deres unger. Hannerne forlader disse flokke når de er omkring tre år gamle. Så kan de strejfe lidt rundt for sig selv, eller danne flokke bestående af unge gutter. Når parringssæsonen så sætter ind, begynder de dominerende tyre at finde sig et harem af hunner de kan rende rundt og passe. Hvis der kommer en fremmed tyr hen til et sådant optaget harem stiller den dominerende han sig i vejen foran den fremmede, således at hunnerne ikke kan se at der står en ny lækker karl og gør sig til. Snydetricks er ikke noget vi mennesker har monopol på.

Leave a Comment

Your email address will not be published.