Pygmædovendyr

Måske du har været i Bocas del Toro-provinsen i Panama. Det er en fest-højborg, med en række små øer med en bar på hver, samt et fastland med en masse steder til vild druk, dans og hygge a lá Panama. Det ligger lige ved siden af Columbia, så folk går typisk på toilettet for at drikke, og så gør de det oven i købet med næsen. Lige ved siden af dette kulturelle hotspot ligger en ø ved navn Isla Escudos de Veraguas. Den er på blot 4,3 kvadratkilometer. Her bor de resterende 79 individer af et af verdens 100 mest truede pattedyr, nemlig pygmædovendyret (Bradypus pygmaeus). Det er en lille størrelse, der ikke vejer over 3,5 kg. Den er så lille at den kunne gemme sig for videnskaben og først blev ordentligt beskrevet i 2001. Bocas del Toro er heller ikke stedet man satser på at finde et nyt pattedyr. Tværtimod forventer man at finde ømme salsafødder og hvide bussemænd.

Dovendyr er kendt for at være langsomme. Faktisk betyder de tretåede dovendyrs latinske slægtsnavn (Bradypous) ”langsom-fod”. Pygmæ-dovendyret er dog exceptionelt. Det kravler afsted med en gennemsnitshastighed på 0,24 km/t. Det er dog stadig ca. 24 gange hurtigere end Archie, den hurtigste snegl der nogensinde har levet.

Ligesom de andre dovendyr indgår pygmædovendyret i en symbiose med alger. Det er smart for begge parter, for algerne kan leve i fred i dovendyrets pels, alt imens dovendyret bliver kamufleret. Når man ikke kan flygte, fordi man er ligeså langsom som en sutsko, er det smart ikke at blive set. Måske algerne endda også yder en slags forsvar mod de infektiøse mikroorganismer der kunne finde på at angribe dovendyret. Man skal huske at et vådt dovendyr i en regnskov på mange måder er ligesom en bunke tøj man har glemt i vaskemaskinen. Den har et kæmpe potentiale for at blive sur og ulækker.

Det der har gjort pygmædovendyret så småt på sin lille ø, er et fænomen kaldet ”insulær dværgvækst”. Der er ikke plads til store dyr på små øer, så det er de mindste individer der overlever (folk er garanteret også et par centimeter lavere på Samsø).

Pygmædovendyret er for svagt til at gå på alle fire ben. Det slæber sig hen over jorden, støvsuger-style. Til gengæld kan det svømme. Ret godt endda. Det er praktisk hvis nu den skulle få lyst til en gang latinomix og nogle chicas sweetas i en af fastlandets baros finos.

Dovendyret kravler ned fra trætoppene ca. en gang om ugen for at lave pølser. Det er lidt spøjst de ikke bare kan få det overstået mens de er hænger oppe i grenene. Måske de er hensynsfulde dyr der nødigt vil pølle på de andre dyr der trisser rundt på skovbunden.

Man ved ikke så meget om pygmædovendyrets opførsel og reproduktion, for de har gemt sig godt væk på deres lille ø. Man må dog gå ud fra at de, ligesom de resterende tretåede dovendyr, foretrækker en bestemt art af træer for hvert individ. Det er et smart system de lever efter, hvor det ene dovendyr tager en art af træ og det andet dovendyr tager et andet. Så overlapper deres territorier ikke, og de behøver ikke kaste sig ud i en doven, langsom og komplet uskadelig slåskamp.

Når hunnerne er parringsklare begynder de at råbe. Ligesom piger på Gothersgade. Så finder hannerne dem. Herefter får de det overstået, og så er hunnen gravid i et halvt års tid. Hun føder en enkelt unge der hænger fast på hendes mave i ni måneder. Så efterlader hunnen sit territorium til sin unge og flytter selv væk. Altså er det hende der flytter hjemmefra, og ikke hendes barn. Derfor er pygmædovendyret det mindst italienske dyr der findes.

Som tilstanden er nu, har pygmædovendyret det ikke så fedt. Lokalbefolkningen begynder så småt at flytte ud til Isla Escudos de Veraguas – noget der passer dovendyret rigtigt dårligt. Desuden er der så få individer tilbage at de begynder at blive indavlede. Det er problematisk hvis et dyr der allerede spiller med så stort handicap også skal til at have forældre der er søskende.

Leave a Comment

Your email address will not be published.