Pygmæspidsmus

I will not fail to speak of Leviathan’s limbs,

its strength and its graceful form.

Who can strip off its outer coat?

Who can penetrate its double coat of armor?

Who dares open the doors of its mouth,

ringed about with fearsome teeth?…” (Job 41:12-14)

 Ja okay. Dagens dyr er nok ikke en Leviathan som beskrevet i Det Gamle Testamente. Den er dog stadig farlig hvis du er en lille melorm. En meget lille melorm, vel og mærke.

Pygmæspidsmusen (Suncus etruscus) er det mindste pattedyr der findes. Det er fascinerende at forestille sig at en baby-pygmæspidsmus, der ikke er større end din lillefingernegl, har fuldt funktionelle organer inden i sig. Den har et lille hjerte, der er mindre end en bussemand, en lever der aldrig ville kunne gnave sig igennem alkohollen fra bare en enkelt fadøl (pinligt) og så har den endda et lille skelet og hundredevis af bittesmå mussemuskler så den kan møve sin nærmest ikke-eksisterende miniaturekrop over til sin mors mælkekirtler og drikke løs indtil den er stor nok til at også gamle mennesker vil kunne se den uden lup.

Når man har en absolut maksimumvægt på 2 g må man have nogle helt særlige livstilpasninger. Pygmæspidsmusen skal spise sin egen kropsvægt 1,5-2 gange om dagen for ikke at brænde sammen. Hvis det er lidt koldt må den sænke sin kropstemperatur og gå i et midlertidigt hi. Når den skal ud af dette hi opvarmer den sin krop ved at ryste muy muy hurtigt. Så kan den opvarme sin krop med 0,83°C i minuttet. Hvis den fortsatte med at ryste sådan i en bare en time ville den koge sig selv, og hvis den fortsatte i al uendelighed ville den til sidst futte hele universet af i et gigantisk musplosion. Oddsne for at det sker er dog ret små. Cirka ligeså små som en pygmæspidsmus faktisk.

Man kan finde pygmæspidsmusen en del forskellige steder; hele vejen fra Spanien til Kina. Den foretrækker dog at det er en smule varmere end Danmark. Hvis man er på størrelse med halvdelen af en lillefinger på en menneskehånd er det ikke så fedt at der ligger sne i gaden når man skal på arbejde.

Pygmæspidsmusen ser ikke specielt godt, når den render rundt om natten og jager små ting. Faktisk afhænger den ret meget af følesansen, og mærker sig frem i natten. Ligesom os mennesker når vi famler os frem i det mørke hus og prøver at tænde for lyset når vi er lidt tørstige om natten og må have fat i lidt god lækker hvidvin.

1 thought on “Pygmæspidsmus”

Leave a Comment

Your email address will not be published.