Pygmæspurveugle

Pygmæspurveuglen (Glaucidium gnoma) er ikke så stor. Med sine blot 16 cm i længden er den omtrent ligeså lang som en.. helt almindelig pigehånd. Om end den ser lille og uskyldig ud, er den en drabelig jæger. Den spiser andre fugle, og ofte kan man finde den ved at følge skrigene fra de spurve og musvitter der sidder og er helt vildt bange.

Pygmæuglen er dagaktiv, og har nogle særlige tilpasninger dertil. Bl.a. afhænger den ikke ligeså meget af sin hørelse som de nataktive ugler. Derimod bruger den synet. Normalt har ugler et system hvor deres ører sidder skævt i forhold til hinanden, så de bedre kan beregne afstanden til deres bytte (her er der tale om matematiske principper – vidst nok pythagoras – og det er bestemt ikke noget vi skal komme ind på her). Det har pygmæuglerne dog ikke – deres ører sidder ligeså ordentligt og kedeligt som vores.

Når pygmæspurveuglen fanger bytte og ikke kan spise op, så gemmer den resterne i huller i træer, eller hænger dem fast på torne og spidse grene. Den kan få en ellers ganske idyllisk lille lund til at se frygtindgydende ud, med døde dyr der hænger på hver en kroget gren. Det er lidt pygmæuglens klodsede imitation af kølemontren i slagteriafdelingen.

Pygmæspurveuglen har et par horn af fjer den kan rejse hvis den føler sig truet. Måske det får den til at ligne en kat eller en lille ræv, og det kan skræmme fjender væk. Måske det også bare får den til at se nuttet ud, og der er ingen der vil gøre et nuttet dyr fortræd.

Pygmæuglen angriber ikke kun småfugle, men også fugle der er langt større end den selv. Den kan finde på at tage større kyllinger, på trods af at den selv kun vejer i omegnen af 50 g. Det er altså en ganske let sag, der kun er ca. halvt så tung som en solsort.

Sådan en pygmæspurveugle lever i Nordamerika; hele vejen op langs vestkysten. Det kan godt være den lige vender i Mexico og får svunget salsabenet eller smurt tequilahalsen, men det er primært lidt længere oppe mod Canada at den har sit hjem.

Pygmæugler er som sådan stadig ugler – de er bare små. Derudover så findes en stor koncentration af dem i Mellemamerika og ned langs Andesbjergene. Det kan sagtens være flere forskellige arter der deler et bjerg; så er der en art der huserer i bunden af bjerget, en anden på midten og en art lidt længere oppe af bjerget, osv. Det betyder at deres territorier ikke overlapper, om end det ser sådan ud hvis man ser et kort oppefra. Ser man derimod kortet fra siden, hvilket vi danskere aldrig gør, da vores land er fladere end en cola der har stået åben for længe, ser man nogle ganske velafgrænsede territorier op og ned af de stenede bakker.

Leave a Comment

Your email address will not be published.