Pyura chilensis

I 1782 var der en Chilensk gut der rejste rundt i Chile. Da han kom til kysten blev han meget, meget forvirret. Han så nogle gastronomiske udfoldelser der rystede hans verden. Han var vant til at man spiste mad. I andre dele af Chile blev der kastet brød, ceviche, Vicky, Christina og Barcelona på bordet, men her, ved kysten, lod lokalbefolkningen til at spise sten. Ikke nok med det – stenene lod også til at være spiselige. De var nemlig fyldt med kød!

Juan Ignacio Molina, som den chilenske hombre hed, var forvirret helt ind til knoglerne. Kunne de ikke bare spise mennesker, som i Ny Guinea, eller penge, som i fremtidens Schweiz?

Juan Ignacio Molina stoppede med at være et offer for sin forvirring, og lod sig i stedet lede af sin nysgerrighed. Han skulle være den første videnskabsmand der beskrev Pyura chilensis – et sækdyr, der i al sin simplicitet egentlig ikke er så underligt. Eller..

Pyura chilensis har hverken et dansk eller et engelsk navn, men på spansk kaldes den ”piure”. Den ernærer sig ved at suge vand igennem sin stenede lille krop og filtrere alle de partikler fra som kan spises. Den har ikke nogen mave, så partiklerne bliver optaget i et forstørret spiserør. Så fordøjer den det, og laver pølser af resterne. De her pølser bliver så skyllet væk sammen med alt det vand den har filtreret.

Der er ikke så meget næring i det vand den suger igennem sin krop, så for at få nok mad må den suge en vandmængde der svarer til dens egen volumen igennem sig – hver eneste sekund. Det svarer til at vi skulle ernære os ved at drikke omtrent 75L super næringsfattig juice hvert eneste sekund for ikke at dø af sult.

Om end piuren ser ud som en sten, så er den et dyr med fuldt funktionelle organer. Den er godt nok anderledes opbygget end os, men den har stadig et hjerte og et indre system hvor dens gennemsigtige blod kan pumpes rundt. Der er dog en markant anderledes ting ved piurens hjerte ift. vores; det er hesteskoformet, og hver gang der er gået et par minutter, så stopper det og starter forfra. Hver gang det starter forfra begynder det at pumpe blodet i den modsatte retning. Det er vigtigt at blodet kommer rundt i alle kanterne. Det leder lidt tankerne hen på når gymnasiebørn prøver at reparere deres telt på Roskilde med gaffatape; det ser åndssvagt ud og det lader til at være simpelt og ineffektivt, men på trods af alt, så fungerer det.

Piuren starter sit liv som han. Når den så kommer i puberteten bliver den hermafrodit. Når den skal formere sig, skyder den æg eller sæd ud i vandet, alt efter hvad aftalen er med de omkringliggende parringspartnere. Hvis den er alene, så skyder den både sæd og æg ud og selvbefrugter.

Når et æg klægger kommer der en lille larve ud. Den svømmer rundt indtil den finder et sted der er godt at sætte sig fast på og blive voksen. Her bliver den så til den voksne piure – altså begynder den at ligne noget klippe. Som en del af transformationen fra larve til voksen, nedbryder den hele den del af sin hjerne der har at gøre med bevægelse. Den skal ikke bruge det mere. Hvor vi, som børn, udvikler vores hjerne så vi kan lære at gå, tegne og blive gode til rundbold, så nedbryder piuren sin, så den kan være en sten.

2 thoughts on “Pyura chilensis”

  1. Spennende!! Vet du hva den smaker? Kan den sammenlignes med noe vi spiser i dag og spiser folk fortsatt denne herligheten?

    1. Kære Fay
      Har ingen idé om hvordan sådan en størrelse smager. Den smager nok lidt salt fordi den bor i havet, men umiddelbart kan jeg ikke komme på nogen ting vi spiser her i norden som minder om sækdyr. Folk spiser den dog stadig i stor stil i Chile! Så hvis du virkelig er nysgerrig er det bare at komme på flyet.

Leave a Reply to Alexander Cancel Reply

Your email address will not be published.