Regnbueinka

Regnbueinkaen (Coeligena iris) er ikke særligt stor. Ligesom størstedelen af de andre kolibrier er den derimod ganske petit og har et ualmindeligt hurtigt stofskifte. Den spiser næsten udelukkende nektar. Altså suser den rundt og drikker sød saft for at kunne opretholde sin komplet hyperaktive levevis – fuldstændigt ligesom ribena-afhængige børnehavebørn der ikke har fået deres daglige ritalin.

Den er en aggressiv fugl, der beskytter sit territorium mod fremmede fugle samt større insekter, der måtte udgøre en trussel. Den holder øje med gode blomster og sørger for at den har dem for sig selv. Når sæsonen får et mere romantisk præg og der skal nogle unger på banen, scorer hannerne flittigt løs med deres regnbuefarvede pandefjer. Så finder nogen voksenting sted og hunnen bliver gravid.

Når hun så lægger sine æg og får dem udruget står hun over for en udfordring i kraft af at hun skal undgå at dø af sult, samtidig med at hun gentagne gange hver eneste dag skal kaste mad op så hendes unger kan blive store og stærke. Hendes næb er langt nok til at nå hele vejen ned i maven på ungerne. Der går altså intet til spilde og der er ingen problemer med grød på der bliver spildt på hagesmækken.

Kolibrier har nogle ekstreme tilpasninger til deres særprægede levevis. Hos de mindste af arterne slår hjertet op imod 2000 gange i minuttet. Det er mere end 30 gange i sekundet. En fordel ved konstant at køre i så højt gear er, at du bliver immun overfor både stress og angstangreb – dit hjerte ræser nemlig konstant som var du under angreb fra begge. Ligesom du ikke behøver bekymre dig om Montezumas hævn før du sætter dig på et fly til troperne hvis du allerede har taget diarré med hjemmefra.

Regnbueinkaen har en tunge der er lang og tilpasset en diæt bestående af nektar. Som alle os der har prøvet at drikke en piña colada med spisepinde ved, tager det lang tid. Det er tid som kolibrier ikke har, fordi de dør af sult, og derfor har de børster på deres tunge, så den søde væske kan sidde fast. Det svarer til at drikke en mojito med en toiletbørste, hvilket der godt kan lade sig gøre, om end man savner sugerør en smule. Regnbueinkaen er desuden en hidsig slikker, og formår 13 slik i sekundet. Her bliver man naturligvis nysgerrig og forsøger selv at slikke løs i et voldsomt tempo. Ingen dømmer en kolibriimitator.

Når hunnen bygger sin lille rede gør hun det på en skrøbelig lille gren. Her er æggene en smule beskyttede, da rovdyr godt ved at en lille tynd gren kan knække så snart de placerer deres fede korpus på den. Desuden kamuflerer hunnen sin rede med mos – det bedst kamuflerende materiale der findes, bortset fra overskudslagerets finest: camomønster – machofarven over dem alle – hjemmeværnets stolte flag.

Leave a Comment

Your email address will not be published.