Rød klippehane

Gud vågnede med tømmermænd. Hans hoved dundrede og han ville gerne huske hvad han havde lavet aftenen før. Hver gang han tænkte på aftenen kom han dog i tanke om alkohol og fik kvalme. Han huskede mantraen; ”Hemingway blev ikke bygget på en dag, Hemingway blev ikke bygget på en dag..” og vidste at han havde gentaget sig selv i fordærv. Han havde sikkert skammet sig endnu en aften over både at have skabt byldepest, kartoffelskimmel og supermarkedschilier der ikke er stærke. Så der var intet andet for end at drikke skammen væk.

Så nu havde han tømmermænd. Han havde lyst til junk og smeltet ost. Han gik igennem sin stue i Himmerrige og åbnede sit guddommelige køleskab. Der lå toastbrød, pickles, mayo, nogle æbler han havde gemt væk fra Adam og Eva – og så en hel havartiost. Han fik tårer i øjnene. De bønner han havde sagt til sig selv var blevet hørt. Ellers havde hans husholderske bare været i Netto.

Der lå en hel ost og ventede på ham. Den skulle på noget brød og det skulle i toasteren. Han følte han måtte vise sin kærlighed til osten, så der var kun en ting at gøre: der skulle kreeres en hyldest til havartien! Så han skabte den røde klippehane (Rupicola peruvianus) – et dyr der ligner et fugleportræt malet af en maler der bare ikke orker at male næb.

Klippehanen er en af de såkaldte ”myrefølgere”. Når hærmyrer marcherer af sted i lange kolonner og jager alle de mindre dyr frem fra deres skjul, så kommer disse ”myrefølgende fugle” og fanger alle dyrene i deres flugt. Det er en ret ensidig symbiose, i og med at myrerne har absolut ingen idé om hvad i alverden der foregår, hvorimod fuglene tjener fedt på myrerne. Det er lidt som med Nike og sweatshops.

Når klippehanen skal danne familie, scorer hannerne løs med deres flotte røde havartiostehoved. De vil forsøge at parre sig med så mange hunner som muligt. Så snart hunnen har haft en romantisk nat hos en han med ekstra mange ubrugelige ansigtsfjer, så står hun på egne ben. Opfostringen af ungerne bliver et alenemorforetagende. Hun laver sin rede i huller i klipper eller under klippefremspring, og heraf kommer navnet ”klippehane”. Det er dog lidt unfair at de ikke hedder ”klippehøns”, ”stenkvinder” eller ”flint-madammer” når nu hanen ikke har noget som helst med børneopfostrelsen at gøre.Hvis man skal se den her lømmel, så må man en tur til Sydamerika. Nærmere bestemt findes den i og omkring regnskovene i Andesbjergene. Den røde klippehane er så karakteristisk at Peru har udvalgt den til sin nationalfugl. Det er den nok ligeglad med.

Det ses ind imellem hos fugle, såvel som andre dyr, at der udvikles udsmykning på dem der ikke som sådan gør dem mere praktiske i hverdagen – de kræver derimod bare mange resurser at lave. Tænk bare på elefantsælernes store næser eller hvordan Berlusconi ser yngre og yngre ud desto flere legoklodser han spiser. Man kan dog ikke sige at det ikke hjælper dem til at overleve, for det er nu engang påfuglen med den længste hale og orangutangen med de mest voldsomme kindben der får charmereret flest medlemmer af det modsatte køn. Så det er ikke længere udelukkende ”survival of the fittest”, men derimod også ”survival of the sexiest”. Det hele startede med ”the big bang” og det ender nok med ”the big orgy”.

Leave a Comment

Your email address will not be published.