Rød uakari

Hvorfor er den røde uakari (Cacajao calvus) så rød i hovedet? Det har undret forskerne – indtil for fem år siden. Det viser sig nemlig, at den har ualmindelig tynd og komplet gennemsigtig hud i ansigtet. Desuden er der et højt antal blodfyldte kapillærer direkte under huden. Den går altså, med andre ord, rundt og viser sit blod frem. Med ansigtet.

Hvad er så meningen med at gå og skilte med sit blod? Man er endnu ikke 100% sikker, men man har en idé om at ansigtet fungerer som signalflade. Hvis en uakari bliver syg, bliver den mere bleg, og hvis den mister meget blod fordi den får nogle grimme sår under en slåskamp, bliver det ligeledes røbet af det blege ansigt. Så kan dens artsfæller se at de har et sygt individ i flokken. På denne måde kan hun-uakarier f.eks. undgå at parre sig med hanner der har svagt immunforsvar. Altså scorer de bedst når de rødmer.

Man kan finde sådan nogle lømler her ovre i Amazonas. Mere præcist så findes de i Brasilien og Peru. De bliver jaget og er truet af skovhugst, så de har det ikke så fedt. Desuden bliver de første kønsmodne ret sent, og når de endelig formerer sig, får en hun kun en enkelt unge hvert andet år – så der er ikke fart på sagerne!

Som en sidste ting, så bliver uakarier ekstra røde i hovedet når de bliver interesserede i en partner. Det er jo ikke så ukendt – vi har alle sammen prøvet at rødme fordi vi synes der var en fra parallelklassen der var lidt sød. Heldigvis er det de færreste af os der ligner skaldede uakarier, ellers ville der nok ikke blive scoret så meget blandt os mennesker.

Leave a Comment

Your email address will not be published.