Slimål

Ind imellem støder vi på dyr der har samme effekt på os som fulde folk i toget. Vi hader dem ikke, men de vækker afsky i os, som de sidder der og savler og er lidt simple oppe i hovedet, alt imens de prøver at indtage noget fastfood, men ikke kan ramme deres mundhul fordi centrale dele af hjernen er lammet af en solid alkoholforgiftning.

Slimål (familien Myxinidae) er netop et eksempel på sådan en gruppe dyr man ikke har lyst til at slikke på. Det er dyr der har klaret sig meget længe med vældigt simple midler. Man har fundet slimålsfossiler der er 300 mio år gamle. De har næsten ikke forandret sig siden da. Altså er de konservative (ligesom Frederiksberg og Gentofte) og det lader til at de har fundet sig en livsstil der ikke behøves laves om på. Der er nok få der ville have gættet at hemmeligheden bag et langt liv var en slimet livsstil.

Slimål har et kranie, men ingen rygrad. I den forstand er de ligesom dem af dine venner der siger undskyld hvis de bliver rullet.

Deres navn kommer af et særligt forsvarssystem. De laver nemlig slim. Mere præcist, så udskiller de slimen fra en række kirtler langs kroppen. Når slimen kommer i kontakt med vand udvider den sig, og bliver til en sej masse på op til 20 liter – fra blot en enkelt ål. Denne slim er mælket og fibret, og kan stoppe gællerne på eventuelle rovdyr. Rovdyrene kan blive kvalt af den. Det er ligesom hvis du skal til at spise en budding, men bliver overtaget af en stærk impuls og vælger at stikke hele hovedet ind i den indtil du savner luft gevaldigt.

Efter at en slimål har udskilt dens slim binder den knude på sig selv, og gnider slimen af sig. Det gør den for ikke at blive kvalt selv. I den forbindelse er det smart ikke at have en rygrad. Som enhver yogi ved, kan rygraden nemlig være en svær hæmsko hvis selvknuden (et utroligt avanceret stræk) er målet.

Slimål kan spise igennem både huden og gællerne. Det svarer til at du fylder badekaret med tykmælk og lægger dig ned i det til du er tilfreds og mæt – og så har du tilmed fået dig en forfriskende tykmælks-hudbehandling.

Slimål har en høj tolerance for anoxiske miljøer. Tolerance i denne forbindelse betyder ikke at den er politiske favnende eller har et åbent sind, men blot at den fungerer godt steder hvor der er meget lidt eller ingen ilt. F.eks. når den beslutter sig for at ligge begravet i noget iltfattigt mudder. Her kan den fordøje sin mad. Det kan mennesker ikke. Du får en rigtigt kedelig weekend hvis du prøver at bearbejde din leverpostejsmad med en plasticpose over hovedet.

Slimål kan også trække vejret igennem huden. Denne hudrespiration er ikke unik blandt dyrene – mange pattedyr kan til en vis grad gøre det, og det er ganske normalt blandt padder. Der er enkelte ferskvandsskildpadder der, når de overvintrer i kolde vande, trækker vejret igennem numsen (en proces kendt som ”kloakal respiration” eller ”du-kommer-til-at-dø-af-iltmangel-hvis-du-har-spist-mexicansk”).

I Korea spiser de slimål. Det er ellers ikke en særligt populær spise andre steder – højst sandsynligt fordi folk synes slimål ser klammere ud end kylling.

Koreanerne bruger dem dog i maden, og de bruger også slimen. Hvis du lægger en masse slimål i et akvarium og ryster det lidt eller rører rundt med en pind, så laver de denne mælkede, seje masse. Slimen kan så bruges som æggehvide. Er det ulækkert? Det kommer an på om du foretrækker koreansk eller mere vestlig marengs.

Tendensen nu er, at slimål begynder at blive spist mere end før. Det skyldes ikke at folk synes de er mere lækre, men blot at alle de andre fiskebestande er ved at være fisket væk. Man finder dem i kystnære områder i næsten alle verdenshavene. Og i akvarier hos koreanske konditorer.

Leave a Comment

Your email address will not be published.