Sneleopard

Er sneleoparden det mest James Bond dyr der findes? Muligvis. Den er elegant, stille (alle andre store katte kan brøle, pånær sneleoparden) og vel egentlig, på sin egen dyremåde, sexet. Hvis man leger ”hvilket dyr er du?”-legen, så vil man sgu gerne være en sneleopard. Det i hvert fald meget sejere end at være en reje eller en snegl.

Hvis sneleoparden var en madret ville den være sushi. Pia Kjærsgaard ville være en frikadelle. Gwyneth Paltrow ville være buerre blanc, Marianne Jelved ville være selleribøffer og Lars Løkke ville være syltede rødbeder. Tessa ville være en hotdog og Mette Frederiksen ville være en serviet. Jeppe Kofoed ville være et happy meal og Trump ville være rester.

Anyways, hvor finder du sneleoparden? Bortset fra Rusland, Kina og Tibet, så er det i alle de lande der slutter på -stan. Du skal højt op, for det er en rigtig bjergkat. Den har nogle tilpasninger til de lidt ekstreme levesteder, der får den til at minde om både isbjørne og egern. Ligesom isbjørnen har den små, korte ører, der ikke bliver kolde, og store poter der spredes ud, ligesom snesko, så den ikke synker ned i sneen. Den minder om egern idet den tager sin store hale og bruger den som tæppe når den skal sove i kulden.

Sneleoparden er faktisk ikke en leopard. Den er nærmere beslægtet med tigeren. Det ville faktisk, på en måde, være mere korrekt at kalde den ”snetiger”. Men det ville stadig være forkert. Så nu hedder den bare sit forkerte navn. Hvis du er perfektionistisk anlagt, kan du altid bare gå efter det latinske, Panthera uncia.   

Sneleoparden er truet. Man anlægger landbrug mange af de steder den findes. Enkelte af stederne er den dog rimeligt meget i fred – det er ikke mange kartofler du kan dyrke i sneen på Himalayas tinder, så der har den helle. Derudover er der de sædvanlige problemer med krybskytteri, og som man ofte ser det med sjældne animalske produkter, er der efterspørgsel efter sneleopardknogler på det traditionelle kinesiske medicinmarked. Der er altid lidt kontroverser hvad angår netop dette medicinmarked. Det er også bygget på en lemfældig omgang med fakta. Bl.a. står der i et af de værker traditionel kinesisk medicin bygger på, at bly ikke er giftig og at alle oddere er hanner. Medmindre de taler i koder, så er det altså en medicinbog af tvivlsom kvalitet.

Leave a Comment

Your email address will not be published.