Søgris

Søgrisen (Scotoplanes globosa) er en slags søpølse. Og så kan den gå. Benene er rør som den kan fylde og tømme for vand og således har den lært at gå på hydraulisk vis. De fungerer ligesom de der rør man har nytårsaften som ruller sig ud og siger en omvendt-behagelig lyd når man puster i dem. Næsten i hvert fald.

Søgrisen har trodset de love vi har på land om et lige antal ben, og har valgt at have fem, seks eller syv af dem. Nogle dybhavsdyr vil åbenbart gøre alt for at skille sig ud.
Den lever på dybt vand (fra 1200-5000m) og på nogle områder af havbunden er det søgrisene, (sammen med de andre søpølser) der dominerer. De udgør ofte 95% af biomassen (massen af levende organismer) på havbunden når man er dernede hvor der er rigtigt mørkt, koldt og dybt. Tænk, at man undrer sig så meget over hvad der er på bunden af havet af fascinerende, mystiske skabninger, og så er det primært bare pølser. Uhyggelige film om rædslerne i det mørke vand ville nok heller ikke være en succes hvis rædslerne bare var lyserøde geleklumper.
Man er ikke helt sikker på hvad de lange rør den har på toppen af kroppen er til. Man går ud fra at det er særligt modificerede tentakler som den kan bruge til at lugte sig frem til det man i dybhavsbiologiske, intenst videnskabelige termer kalder ”forbandet lækkert sediment”.
Søgrisens krop er ret skrøbelig. Den er primært udgjort af vand, og når den fanges i net går den ofte i stykker. Så man får kun geleklumper med op. De får nok også lidt dykkersyge når de bliver trukket op fra 5000 meters dybde på ganske kort tid.
Man skal ikke lade sig narre af deres griselignende udseende – de er meget simple organismer og har ingen intelligent adfærd. Grunden til at de går i flok er blot at de alle er på jagt efter mad. Ligesom folk der går til Sensation White for at høre tramp.

Søgrise er det man kalder ”echinodermer”, eller ”pighuder” på dansk. Dvs. at de er i familie søpindsvin og søstjerner. De har altså intet med grise at gøre, og det er godt af to forskellige grunde: 1) MRSA har det rigtigt skidt på bunden af havet og 2) de skal ikke rende rundt i absolut skidne forhold i konventionelle svinestalde, men blot på havbunden ved meget lav temperatur, højt tryk og fuldstændigt mørke. Det må være at foretrække.
Søgrisen er vært for et par forskellige parasitter. Der er nogle arter af snegle der sætter sig fast på den og suger kropsvæsker igennem dens tynde hud. På en eller anden måde har disse sneglearter i sin tid forvildet sig ned på bunde af havet og den eneste mulighed for overlevelse har været at sutte grisejuice ud af en stakkels Scotoplanes globosa.
Selv spiser søgrisen alt hvad den kan finde. Det lader til at den bedst kan lide friskt materiale, men det tager lang tid før mad falder ned på 5 kilometers dybde, så det er en åndssvag præference.
Man er ikke helt sikker på hvordan de parrer sig, for det er lidt tricky at observere dem der hvor de lever. Man ved dog at de starter livet som larver, der udvikler sig til andre larver som så udvikler sig til voksne individer.
Hvis du kunne tænke dig en søgris som kæledyr, så skal du måske lige se om du kan overtale dig selv til at få en kat/nogle kaktusser i stedet. Søgrisen skal nemlig først fanges fra havbunden, så skal den hives op uden at dø og så skal du have et mørkt akvarium idet den ikke kan fordrage lys. Du får dig egentlig bare en sort kasse som er utaknemmelig når du kæler med den.

3 thoughts on “Søgris”

  1. Pingback: Panda – Den Dyriske Time

Leave a Comment

Your email address will not be published.