Sortplettet cuscus

Cuscus. Det er ikke bare noget drengene i folkeren siger når de har fundet ud af at pigerne også har et omklædningsrum.

Det er heller ikke bare noget man bruger i en salat.

Nord for Australien er der nogle øer ved navn Ny Guinea, Maluku, Sulawesi og andre ting der alle lyder som frugt. Det er højst eksotiske steder, der huser noget af verdens mest underlige dyreliv. Det er blandt andet her man finder paradisfugle, folk der går særdeles meget op i rugby, sygdommen ”kuru” blandt de kannibaler der stadig synes menneskekød er lækkert – og så selvfølgelig cuscusser. I det nordlige Ny Guinea finder man en særligt stor cuscus, nemlig den sortplettede (Spilocuscus rufoniger).

Den sortplettede cuscus er et afslappet, nataktivt dyr. Man kan se på dens aflange pupiller at den er tilpasset et liv i mørke – ligesom folk der studerer eksistentiel filosofi, og minearbejdere i Bolivia.

Den plettede cuscus udviser seksuel dimorfisme. Om end det lyder som en sci-fi-inspireret fetish, er dette ikke tilfældet. Det betyder blot, at hannen og hunnen ser forskellige ud. Hunnen har en udpræget sort saddel på ryggen, hvorimod hannen blot er efterladt med et par pletter. Hvorfor har de så denne orange-sorte-farvetegning? Og hvorfor har hunnen sin aftegning i et saddelmønster?

Et bud kan være at den har haft fri leg på evolutionens farvelegeplads eftersom der ikke er nogen naturligt forekommende fjender i dens leveområde. Måske han-cuscusser synes hun-cuscusser er pænest hvis de har en klart aftegnet, flot saddel af højeste kvalitet. Det er dog nok ikke tilfældet, da handyr generelt har den såkaldte ”sunny-beach-indstilling” til hundyr der kommer med seksuelle forespørgelser, hvor ”nej” er et abstract fænomen man ikke beskæftiger sig med.

På Ny Guinea er der ingen rovdyr der klatrer op i træerne for at fange den sortplettede cuscus, så den har kunne koncentrere sig om at spare på energien og hygge sig vældig meget. Med alt det overskud har den sikkert engageret sig i aktiviteter som har gjort den glad og fuldent. Hvem ved, måske det er et meditativt dyr der har fundet nydelse i at studere alle de akut underlige fugle i skoven. Måske den har fundet nogle blade eller nogle bær den kan spise af, så alle farverne i skoven bliver en smule mere intense og den begynder at tænke meget kreativt. Måske den endda er antropologisk engageret, og holder af at studere de mennesker der går ture i dens skov. Det vides ikke, og det er svært at finde ud af, for sagen er den, at man næsten har udryddet den sortplettede cuscus. Nogle kredse af fysik og filosofi beskæftiger sig med at studere ingenting, men desværre får man, indenfor biologien, nogle tørre afhandlinger hvis der bliver lavet adfærdsstudier på dyrearter man ikke kan finde. Hovedkonklusionen vil ofte bare være, at dyret har kamuflage af absolut højeste kvalitet.

På trods af det, ved vi stadig at den sortplettede cuscus er et pungdyr, så den kravler rundt med en eller flere unger i pungen på maven – ligesom mennesker med babyseler. Ved fødslen vil dens unger være ekstremt små og veje under 2g. De skal finde en brystvorte indenfor ganske kort tid efter fødslen, ellers dør de – ligesom børn fra Nordsjælland når de taber fars dankort.

Den sortplettede cuscus vejer omtrent det samme som 13 halvliterskartoner med suppe, og har en lang hale, som den bruger når den klatrer. Halen er ubehåret på undersiden, og kan således bruges til at holde godt fast om grenene. Havde den derimod haft hår på undersiden af halen, ville dens greb være mere som vores når vi har uldhandsker på, og det er som bekendt et ganske slattent. Ligesom hvis du prøver at lægge arm med en der sover.

Leave a Comment

Your email address will not be published.