Strandkrabbe

Da man var lille var en af de helt store glæder i livet måske at tage på stranden, finde en blåmusling, smadre den og sætte noget af kødet på klemme og snor, for derefter at gå på jagt. De små krebsdyr man så fangede, var enten 1) strandkrabber (Carcinas maenas), eller 2) sultne svenskere der gerne ville have lidt rå moules marinières (hvis man var på stranden i nærheden af Helsingør). Her skal det handle om førstnævnte.  

Strandkrabben er DKs mest udbredte krabbe. Den findes over det hele. Man er også kommet til at introducere den til en masse andre lande, bl.a. når man har sejlet rundt med dem i ballastvandet på fragtskibe. Nu er den et af verdens 100 mest invasive dyr. Man gør en indsats for at fange dem og begrænse bestandene steder hvor de ikke hører hjemme, da de godt kan lave noget ravage, men det er ikke helt nemt. De er små og over det hele. Ligesom når man spilder ris. Man prøver også kræfter med at lave mad af strandkrabberne, men der skal mange små krabbekløer til for at dække en rugbrødsmad.

Strandkrabben en lille skraldemand. Den render rundt på havbunden og samler ting op med sine små kløer for at smage på det. Hvis det så smager som mad, så fyrer den det lige i gabet. Den kan godt være lidt slem til at jage efter små muslinger, østers osv., og det er ofte disse bløddyr der lider under det når den invaderer et område. Vi mennesker skal dog ikke være bange for den – den kan ikke nive så hårdt. Dog skal vi være mere påpasselige med de strandkrabber der har rødlige nuancer, fremfor dem der er mere grønne eller brunlige. Forskning har vist at de røde er mest aggressive. Det er også dem der har været langsomst til at skifte skjold og blive voksne. Måske de bare render rundt og spiller farlige fordi de vil kompensere for at have været teenagere så længe.

Leave a Comment

Your email address will not be published.