Sumatranæsehorn

Der findes et sted i verden hvor der er flyvende frøer, klatrende skildpadder og civetter der ligner katte, men ikke rigtigt er det. Civetterne spiser kaffebønner, og der er folk der render rundt og samler civetternes efterladenskaber op, når kaffen har været igennem dem. Denne pøllekaffe er verdens dyreste. I 1687 fortalte Newton hele verden om at han havde opdaget tyngdekraften – i 2018 drikker vi kaffe frisk fra tarm. Mennesket udvikler sig i en sund retning.

I de Sydøstasiatiske regnskove hvor civetterne findes, finder man også sumatranæsehornet (Dicerorhinus sumatrensis). Det er et af de største dyr i Sumatras skove. Det er et stort, fredeligt pattedyr med to små horn på næsen. Den er ret behåret, og bliver også kaldt det behårede næsehorn. Hårene er helt røde og lange. I naturen er det svært at se, fordi den altid er smurt ind i mudder. Næsehorn lever således efter en regel der hedder; ”hellere mudret end rødhåret.”

Sumatranæsehornet er ganske fredeligt. Den tumler bare rundt i skoven og leder efter mad. Den angriber sjældent, for det kan være svært at tage tilløb til når man bor i en skov med træer over det hele. Så vidt man ved kæmper sumatranæsehornet ikke engang om deres territorier. Det kan skyldes to ting; 1) at der kun er 100 tilbage af dem, så de har svært ved at finde hinanden, eller 2) de har nok i deres andre afmærkelses- og kommunikationsmetoder. Disse inkluderer afskrabning af jorden, bøjning af grene i særlige mønstre og naturligvis urin og ekskrementer. Så hvis du en dag, i Sumatras regnskove, falder over en nøjagtigt bøjet gren, ledsaget af afskrabet jord samt næsehornspølser og tis, så er du på sporet af et af verdens sjældneste pattedyr. Eller blot en hidsig kurvmager med diarré.

Sumatranæsehornet er det mest larmende af næsehornene. De fløjter, siger som hvaler (”få den harpun væk fra mig – jeg vil ikke være et vågelys”) og kommer med korte ”eeeeeeps”. Man er ikke helt sikker på hvad de forskellige lyde betyder, men de kan høres langt væk. De tjener nok et socialt formål; måske hunnen brøler når hun er i brunst, og måske man kommer med et særligt næsehornsskrig hvis man ser en tiger.

Bortset fra at løbe rundt, lede efter mad og råbe, så bruger sumatranæsehornet tiden på at mudderbade. Den har typisk et par mudderhuller den alternerer imellem. Det er meget vigtigt for den, og hjælper den til at slippe af med parasitter og holder den kølig. Hvis ikke den har et mudderbad til rådighed får den infektioner i huden, øjenproblemer og hårtab. Det dør den af det. Så mudder er vigtig for den. Den ville elske Roskilde.

Sumatranæsehorn har vist sig at være svære at avle i fangenskab. I 1970’erne fangede man en del individer ind fra håbløst overfældede skovområder, og disse individer blev fordelt i fangenskab rundt i verden. Mange af dem døde, fordi man ikke gav dem deres mudderbade. En af de ting man lærte om dem, var at unge hanner kunne være en anelse voldsomme med hunnerne under næsehornsscoringen. Faktisk kan de være så voldsomme at de slår dem ihjel, og det får man ikke nogen kalve af. Så alt i alt har man, på de 130 år hvor man har haft sumatranæsehorn i fangenskab, formået at fremavle fem kalve. På blot en brøkdel af den tid har Barbra Streisand fået klonet sin hund og vi har formået at lave selvlysende kaniner. Fremtiden bliver spøjs.

Leave a Comment

Your email address will not be published.