Taita-bjergenes ormepadde

Her skal det handle om en ormepadde der ikke bare passer på sine unger, men tilmed fodrer dem med sin egen hud. Er det ulækkert? Tja. I så fald er det ulækkert på samme måde som flæskesvær. Må ormepadder gerne fodre deres unger i det offentlige rum? Ja, det må de faktisk gerne. Er der nogle sure gamle mænd der bliver stødte over at se en nøgen ormepadde finde huden frem og fodre sine børn? Nej, for gamle mænd ser ikke særligt godt og ormepadder er ikke særligt store.

Ormepadderne er den mest ukendte gruppe hos padderne. Normalt tænker man at padder er frøer, salamandere og tudser. Måske man tænker at skildpadder også er padder, hvis ikke man har fulgt med i biologitimen. Ormepadderne kan dog forsvare deres ikke så alment kendte eksistens med det faktum, at de typisk lever under jorden. De graver rundt og nyder at bruge tiden i fugtig jord. Ligesom kartofler.

Nogle ormepadder lægger æg, men størstedelen af dem føder levende unger. Hos nogle af disse, vokser ungerne inde i hunnen før de bliver født. Her lever de af noget helt særlig hud som hunnen udvikler på indersiden af sine æggeledere. Ungerne har nogle særligt tilpassede tænder som de bruger til at skrabe huden af indersiden af æggelederen. Nogen gange er det svært at forestille sig hvordan evolutionen har forvildet sig derhen hvor den er i dag.

Der er en art af ormepadde der har taget fodringen af de nyfødte unger endnu længere. Taita-bjergenes ormepadde (Boulengerula taitana) brødføder sine unger ved at lade dem spise huden på sin krop. Hunnen lægger sig ganske simpelt og producerer hud alt imens hendes unger spiser løs af det. Huden genopbygges og hele hendes yderste hudlag udskiftes hver anden dag. Det er lidt ligesom når vi er blevet rigtigt solskoldede og huden falder af på vej hjem i flyet fra charterferie, mens vi begræder al den tid vi har spildt på at ligge på en solstol og prøve at blive brune og lækre så tiden i Alanya ikke har været brugt forgæves.

Taita-bjergenes ormepaddes yderste hudlag  er fyldt med næringsstoffer. Det er sundt og nærende og gør at ungerne vokser ekstremt hurtigt. Det er ligesom steroider og leverpostejsmadder. Og mælk – faktisk er princippet helt det samme; mor laver maden.

Taita-bjergenes ormepadde ser utroligt dårligt, og så trækker den vejret igennem huden, selvom den godt kan få et enkelt pust eller to igennem næsen. Hvis du nogensinde har prøvet at bruge en weekend nede i noget fugtig jord, så ved du at det ikke er garanteret at du kan få luft ind igennem hverken det ene eller det andet næsebor. Så er det praktisk at have hud som man kan trække ilt ind igennem. Det er dog upraktisk hvis du sidder ved siden af nogen der prutter.

Leave a Comment

Your email address will not be published.