Tornekronesøstjerne

Glædelig jul! I dagens anledning står den dyriske times menu på julestjerne. Endda en der er opkaldt efter tornekronen: den sene Jesus’ hat (og et stykke hovedbeklædning som selv ikke modehusenes til tider tvivlsomme karakterer har kastet deres elsk på).

Tornekronesøstjernen (Acanthaster planci) er en glubsk søstjerne. Den snøvler henover havbunden mens den spiser koraller – de der dyr som vi gerne rejser om på den anden side af jorden for at se. Den er altså en såkaldt korallivor. Adfærdsmæssigt er den egentlig en dødssøstjerne og er slet ikke jedi med alt det ødelæggelse den forårsager. Faktisk har man så store problemer med den, at dens navn forkortes til COTS (Crown Of Thorns Starfish) så der ikke skal bruges for meget papir når folk sender klagebreve fordi den har været tarvelig.

Tornekronesøstjernen bliver op til en meter i diameter. Den kan have op til 21 arme, men for det meste har den bare 11-17 stykker. Det er ligesom rige folk og biler. Den kan også veje en del. Det er ikke unormalt med eksemplarer på over 3 kg. Altså vejer den præcis det samme som det måltid mad vi hver især skal pølse ned i maven i aften.

Tornekronesøstjernen kan regenerere, så hvis du kommer til at stikke din trefork i den eller kommer til at træde den i stykker med dine meget spidse dykkersko, så frygt ej – den skal nok klare sig. Den er ligesom hydraen i den der gamle græske røverhistorie med Hr. Cooles.

Den kan også lave noget seriøs ravage. Flere steder har den dræbt alle korallerne. Men til dens forsvar er koraller et godt bytte. Godt nok er de hårde, men de er også smukke – og pæn mad er klart lækrest. Det er derfor stjerneskud smager bedre end en klapsammen med fiskefilet og masser RRRRRRRRAMULADE.

Man har forsøgt sig med mange forskellige metoder til at udrydde lokale populationer af tornekronesøstjernen. Der er flere ting der dræber dem – bl.a. lagereddike og galdesyre. Galdesyren kommer fra komaver. Måske nogen vil spørge hvem der foreslog at sprøjte komave ind i en søstjerne? Den slags spørgsmål hører dog ikke julen til.

Måske årsagen til at komave ødelægger en søstjerne skal findes i loven om modsætninger: en kos absolutte modsætning er nemlig en søstjerne. Den ene kan ikke leve mens den anden overlever. Det var her J.K. Vowling hentede sin inspiration til Harriot og Molevorts let problematiske og dog intime forhold.

Tornekronesøstjernen er dækket af pigge. Hvis de stikker igennem din hud gør det ondt og du bliver hævet i op til en uge. Du kan dog nemt få hævn; hvis du tager søstjernen med op over vand punkterer den nemlig og dør. Hvis det er en gravid hun du tager med op over vandoverfladen, så vælter hendes æg ud af hende. Hvis det er en stor hun kan der være tale om over 50 millioner æg. 50 millioner meget meget små omeletter. Heri findes i øvrigt årsagen til at navneordbogen hvert år må opdateres med katastrofalt åndssvage påfund. Uden navne som Sok, Lennart, Awesome eller Tung ville der nemlig ikke være ledige navne til søstjernebabyerne. Og det er ikke i julens ånd med navnløse små søstjerner i havet. Hvad skulle man dog skrive på til/fra kortene?

Leave a Comment

Your email address will not be published.