Torntæge

”PA PA PA PA PA PA PA PA POKE YOUR FACE!”

”Hvad?”

”NA NA NA NA!”

”Aaaaaaav!”

”POKE YOUR FACE!”

”La vær’ med at stik mig I hovedet!”

“Det kan jeg ikke. Det er min natur.”

“Din natur er øv.”

”It are the way it are.”

”Hold da op.”

”Hvad?”

”Din syntaks er knækket.”

”Jeg er en tæge, der ligner en torn – tror du selv jeg forstår grammatik?”

”En tæge?”

”Ja, du ved, et næbmundet insekt?”

”Din mund er næbbet? Eller dit næb er mundet?”

”Ved ikke. Min mund er bare et rør. Stikker det ind i ting. Ligesom når man drikker drinks.”

”Med sugerør?”

”Præcis. Det er det jeg har tilfælles med mine 65.000 andre tægearts-venner. Vores mund er rør.”

”Hvad med flåten?”

”Det en mide.”

”Skovflåten?”

”Mide. Den har otte ben.”

”Du har otte ben.”

”Nej. Stop. Jeg har seks.”

”Har du sex? Lol.”

”Så stopper du.”

”Det sagde hun også i går.”

”Ej.”

”Jo.”

 ”Du er plat og umoden.”

Denne torntæge har udviklet sig på sådan vis at den ligner en torn. Grunden til det er, at de færreste dyr har lyst til at tage en torn i munden. Ligesom at det ville være smart hvis man lignede et stykke brændende kul, syfilis eller rigtigt giftig gift. Hvis den kravler rundt på din arm, fordi du måske har en dag hvor du ligner et pæretræ, så er den dog nem at tage af. Man placerer bare en finger på hver side af tornen og piller den af.

Sådan en torntæge her findes i store dele af Nordamerika og hele vejen ind i Mexico. Den lever mest på træer og store buske – altså steder hvor den rigtigt meget kan ligne en torn. Farven og formen svinger lidt alt efter hvor man finder den henne. Hannernes torn ser også lidt anderledes ud end hunnernes – og omvendt. Nogle steder er de lidt tykkere i det, hvorimod de måske prøver at ligne umoden tequila i områder hvor der er meget agave.

Når de skal formere sig lægger hunnerne en ordentlig masse æg inde i en gren. Så bliver hun og passer på dem indtil de klækkes. Selv når de er klækket bliver hun sammen med de små nye i et stykke tid og sørger for at de lærer at opføre sig som nogle rigtige små torne. Det varer dog ikke evigt – en dag forlader hun de små og overlader dem til sig selv. Så må de finde ud af hvordan man skriver jobansøgninger, laver forskudsopgørelse og betaler skat.

Leave a Comment

Your email address will not be published.