Udødelig Vandmand

Dagens dyr er særligt i den forstand at det er udødeligt. Når de her små vandmænd føler for det, kan de omdanne sig til et tidligere livsstadie hvorfra deres liv starter forfra. Altså omgår de døden rent biologisk (medmindre de selvfølgelig bliver syge eller spist). Det er ganske unikt og ikke kendt andre steder i dyreriget.

Når voksne vandmænd og vandkvinder skal parre sig sprøjter hunnerne æg ud i vandet og hannerne sprøjter sæd ud over æggene. Det er lidt som scrambled eggs, bare uden en pande og med lidt mere sæd. Æggene bliver så til planula-larver (et tidligt livsstadie hos vandmænd) og planula-larverne bliver til poypper (endnu et livsstadie). MEN – der sker også noget andet. De voksne vandmænd dør nemlig ikke. De laver en såkaldt transdifferentiering (en kompliceret omdannelse af deres celler) og bliver til cyster der så bliver til polypper. Det vil sige at de voksne ikke bliver gamle og dør – de bliver gamle og så genfødt. Altså er det en fuldstændigt gennemført mærkelig lille klat gennemsigtig ”jeg-kan-ikke-slås-ihjel” vandmand der tøffer rundt og lever for evigt. På en måde er det som Benjamin Button – bortset fra at vandmændene mangler Brad Pitts kæbe og at Brad Pitt ikke har det videnskabelige navn Turritopsis dohrnii.


De udødelige vandmænd skulle efter sigende være meget svære at have i fangenskab, men i Japan er der en fyr der kan finde ud af at holde dem i live (det burde ikke være så svært med udødelige organismer). Han siger at de genføder sig ca. seks gange om året. Han har skrevet sange om dem. De er sikkert endnu mere underlige end vandmændene selv.
Man forsker selvfølgelig på livet løs i dem. Man håber at kunne finde koden til regeneration og særligt at finde ud af hvordan man kan få menneskeceller til at gå tilbage til stamcellestadiet og ”starte forfra”.

Leave a Comment

Your email address will not be published.