Bæver

Bævere ligner en sutsko. De to arter der findes, er nogle af verdens største gnavere, og de er på alle måder spøjse dyr. Ikke alene har de deres store, flade svømmehale, de har også en levevis der har gjort dem elsket og hadet. Bæveren fælder nemlig træer og laver dæmninger, og får stoppet åer og vandløb og etablerer vådområder. Så laver den huler man kun kan svømme ind i fra vandet, og der opfostrer den sine unger. Det er en ganske unik rolle den spiller i sit økosystem – det er ikke mange dyr, der stopper strømmende vand og skaber større samlinger af vandmasser som det passer dem.

Bæveren har også fin pels. Det er selvfølgelig fedt for den, fordi det er nice at være flot og have pænt hår, men det har også gjort at den har været jaget forfærdeligt meget. I Nordamerika skød man millioner og atter millioner af bævere. Det gjorde man også i Europa. Det var ikke så godt for dem. I Europa flirtede de lidt med en udryddelse. Om man så er i Europa eller Nordamerika, er der desuden folk der synes at bæveren er irriterende. Hvorfor skal den også rende rundt og blokere vandløb, så man kan få en lille oversvømmelse i haven?

Selvom bæveren næsten engang uddøde i Europa, er den nu kommet tilbage, og pt estimerer man, at der er omkring en million af dem. Vi har også fået dem tilbage i Danmark, hvor vi har haft bævere i Nordsjælland og Vestjylland siden 1999. De klarer sig faktisk fint her i Danmark, hvor de nyder godt af noget absolut streng beskyttelse. Man får ret meget skældud af de voksne, hvis man skyder dem.

Lige ved bæverens røv, sidder der nogle særlige kirtler, der producerer et slimet, brunt, sekret, kaldet ”bævergejl”. Det består bl.a. af væsker fra endetarmen, og urin, og skulle efter sigende være velduftende. Før i tiden brugte man dette bæverrøvssekret i mad, til parfume og til fremstilling af cigaretter. Det bruges også i en særlig slags svensk snaps, kaldet ”bäverhojt.” Både med dette bævergejl, såvel som med ambra (forstoppelseslort fra sprungne endetarme hos kaskelothvaler, som vi har brugt i alt fra cocktails til parfume og is) og sekret fra civetters røv, har vi mennesker bevist, at vi har en underlig lyst til at sprøjte røvsekret fra forskellige dyr på os, når vi skal være godt parfumerede og vil forsøge at være velduftende. Vi er et sært dyr.

Leave a Comment

Your email address will not be published.